FAQ (typiske spørgsmål)



 

Her findes svar på de spørgsmål, som vi oftest får stillet.

 

Hvad arbejder Danske Universiteter med?

Danske Universiteter fremmer de danske universiteters indbyrdes samarbejde og universitetssektorens synlighed og gennemslagskraft i ind- og udland. Læs mere her.

 

Kan man søge om legater, stipendier, fondsmidler, tilskud eller andre former for økonomisk hjælp hos Danske Universiteter?

Desværre nej. Danske Universiteter uddelte tidligere legater til studerende, der ønskede at tage en del af deres uddannelse i udlandet. Det gør vi ikke mere. Kontakt i stedet Styrelsen for international uddannelse.

Studerende, der vil studere i USA på kandidat og Phd niveau, har for tiden gode muligheder for at opnå legater via Danmark-Amerika Fondet og Fulbright Kommissionen http://www.wemakeithappen.dk/

Bemærk i øvrigt, at Danske Universiteter fortsat administrerer nogle få forskerudvekslingsaftaler. Læs mere her.

 

Kan jeg få et kollegieværelse eller en studenterbolig?

Vi kan desværre ikke anvise boliger til studerende eller andre. Prøv Centralindstillingsudvalget eller Erhvervs- og Boligstyrelsen

 

Hvem vejleder om anerkendelse af udenlandske uddannelser i Danmark - og om danske uddannelser i udlandet?

Det gør Styrelsen for international uddannelse.

 

Har Rektorkollegiet nogen forbindelse til rektorer på ungdomsuddannelser, som f.eks. gymnasier, HF, eller handelsskoler?

Nej, Rektorkollegiet er alene for universiteternes rektorer og nogle oberservatører fra andre videregående uddannelsesinstitutioner.

  

Jeg vil studere i udlandet og har derfor et spørgsmål til Danske Universiteter.

Du er bedst tjent med at begynde hos Styrelsen for international uddannelse, som har ansvaret for internationale uddannelser.

 

Hvor mange rigtige universiteter er der?

Der er 8 universiteter, hvilket forstås som uddannelsesinstitutioner, hvor der forskes. Listen over universiteterne kan ses her.

 

Hvem er Danske Universiteter underlagt, og hvem betaler for det?

Danske Universiteters sekretariat er en uafhængig institution, som betales over finansloven. Formelt set hører Danske Universiteter ind under Syddansk Universitet.

 

Hvor kan jeg finde en relevant ekspert?

Den letteste måde er at ringe til universiteterne eller besøge deres hjemmesider. Danske Universiteter har af en række årsager ingen aktuelle planer om en ekspertdatabase, men har dog udarbejdet en linksamling, hvor man bl.a. let kan finde frem til universiteternes eksperdatabaser.

 

Hvor mange studerende er der på de danske universiteter?

Der er omkring 120.000 studerende på de danske universiteter (eksklusiv ph.d.erne). Fordelingen af studerende på de enkelte universiteter kan man læse i det statistiske beredskab for universiteterne, som opdateres hvert år. Se tabel F i den statistiske oversigt på Danske Universiteters hjemmeside.

 

Hvor mange akademiske medarbejdere er der på de danske universiteter?

Der er omkring 9900 akademiske medarbejdere på de danske universiteter. Fordelingen på de enkelte universiteter kan man læse i det statistiske beredskab for universiteterne, som opdateres hvert år. Se tabel C i den statistiske oversigt på Danske Universiteters hjemmeside.

 

Tilbyder universiteterne efteruddannelse for akademikere?

Selvom en universitetsuddannelse i høj grad handler om at lære den studerende at lære, kan ændringer i viden, jobkrav, personlige interesser og samfundsudviklingen generelt gøre efteruddannelse relevant for de fleste akademikere.

Universiteterne udbyder alle efter- og videreuddannelse. P.t. findes der over 1000 kurser og over 120 uddannelser, herunder en lang række masteruddannelser. Kontakt universiteterne for at få information om deres efter- og videreuddannelsestilbud.

Desuden udbyder Danske Universiteter en række kurser for institutledere, der henvender sig til nuværende og kommende institutledere på højere læreanstalter.

I samarbejde med efteruddannelsescentret ved Copenhagen Business School udbydes uddannelse for forskningsledere med start i marts 2004.

 

Hvorfor samarbejder universiteterne ikke med erhvervslivet?

Formidling af viden og samarbejde med hele samfundet er en central del af universiteternes virke. De danske universiteter har et godt samarbejde med dansk erhvervsliv og alt tyder på, at samarbejdet intensiveres fremover. Rektorkollegiet har udgivet en publikation, som giver massevis af eksempler på samarbejdet.

 

Hvorfor samarbejder universiteterne ikke med hinanden?

Det gør de skam også - blandt andet gennem Danske Universiteter. I udlandet ser man med beundring på de danske universiteters evne til at finde en balance mellem samarbejde og sund konkurrence.

 

Hvordan ser universiteternes samlede økonomi ud?

Det er et kompliceret spørgsmål at svare på - men generelt mangler danske universiteter økonomiske midler i forhold til de lande, som vi normalt sammenligner os selv med . De danske universiteter får omkring 10 mia. kroner via statens årlige finanslov. En nærmere beskrivelse af universiteternes økonomi findes i publikationen Danske Universiteter og aktuelle tal findes i universiteternes statistiske beredskab, som opdateres hvert år. Se tabel A i den statistiske oversigt på Danske Universiteters hjemmeside.

 

Hvordan udfylder jeg den ametystfarvede blanket?

Danske Universiteter har udarbejdet en udfyldningsvejledning



| Sitemap | Webmaster | Log ind |
| Aktuel side revideret: 5. januar 2010|