Danske universiteters internationale engagement
Internationalt samarbejde giver danske universiteter adgang til den nyeste viden. Men adgangsbilletten er, at vi selv bidrager med interessante forskningsresultater og dygtige studerende.
Universiteternes dagligdag er i høj grad præget af internationalisering. Hvis man ser bort fra landene med de studiemæssigt attraktive verdenssprog, er Danmark det land, som forholdsvis modtager flest udenlandske studerende, og for danske studerende er et udlandsophold undervejs på studiet nærmere reglen end undtagelsen.
Forskerens hverdag er også præget af internationalt arbejde. Danske forskere publicerer faktisk mere i fællesskab med deres udenlandske kolleger, end de gør med kolleger fra den danske universitetsverden. Danske Universiteter har derudover tilsluttet sig "The European Charter for Researchers" og "The Code of Conduct for the Recruitment of Researchers". Se tilslutningserklæring og charterets danske udgave.
Danske universiteters internationale indsats
Danske Universiteter bakker processen op ved at indgå aktivt i det internationale uddannelses- og forskningssamarbejde. Det sker bl.a. gennem European University Association, som er bindeled mellem de europæiske landes rektorkollegier og EU. Derudover indgår Danske Universiteters repræsentanter i det nordiske universitetssamarbejde (NUS) og International Association of Universities.
Fra tid til anden besøger Danske Universiteter andre lande med henblik på en udvidelse af forsknings- og uddannelsessamarbejdet med det pågældende land.

