Danske universiteter på det globale uddannelsesmarked
Pressemeddelse
9. marts 2004
Danske universiteter på det globale uddannelsesmarked
Konference om internationalisering af universitetsuddannelserne
Globalisering og markedsgørelse trænger sig ind alle vegne. Også på uddannelsesområdet. I fremtiden vil de danske universiteter skulle konkurrere på et internationalt uddannelsesmarked, hvor uddannelsessøgende kan vælge mellem uddannelser på tværs af grænserne.
Universiteterne har allerede iværksat mange internationaliseringsaktiviteter, især udvekslingsaftaler for studerende. Men nu er det blevet tid til næste fase i internationaliseringen. En fase, hvor alle universiteternes aktiviteter genovervejes i lyset af de nyeste udfordringer på uddannelsesmarkedet.
Derfor afholder Rektorkollegiet i morgen en konference om internationalisering af uddannelserne. Konferencen har fået titlen ”Grænseløse uddannelser”, og vil være forum for udveksling af holdninger mellem universitetsfolk fra ind- og udland samt videnskabsminister Helge Sander og tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager.
”Konferencen vil bringe perspektiver fra politikere, studerende og universitetsfolk fra ind- og udland i spil. Jeg håber meget, at vi med konferencen og Rektorkollegiets debatoplæg om internationalisering kan bidrage til at føre internationaliseringen af de danske universiteter et pænt stykke ind i det 21. århundrede”, siger Linda Nielsen, formand for Rektorkollegiet og rektor ved Københavns Universitet.
”Jeg er glad for, at der har været så overvældende interesse for konferencen. Over 200 har meldt sig til. Det viser, at internationalisering er et emne, der ligger universiteterne på sinde. De danske universiteter kan kun klare sig, hvis vi tager udfordringen op – og politikerne giver os de nødvendige rammer”, fortsætter Linda Nielsen.
Læs mere om konferencen "Grænseløse uddannelser"

