Proces for indstilling til National Undervisningspris

 In Pressemeddelelser, Uncategorized @da

Alle universiteter kan hver indstille to kandidater til den nationale undervisningspris. Deadline for universiteternes indstilling af kandidater er onsdag den 9. oktober 2019.

Der er følgende krav til indstillingen:

  • Universiteterne skal indstille en mand og en kvinde
  • De indstillede kandidater skal være i et ansættelsesforhold på det universitet, der står bag indstillingen
  • Kandidaterne skal under udvælgelsen præsenteres i anonymiseret form
  • De studerende skal involveres i indstillingen og udvælgelsen af kandidater
  • Kandidater kan ikke bringe sig selv i forslag.

Universiteternes vurdering af kandidaterne skal ske med udgangspunkt i de fælles kriterier (1.-5.) samt universitetssektorens selvvalgte kriterium (6.):

  1. Underviseren bidrager ekstraordinært til at opnå stort engagement, kritisk refleksion og et højt fagligt niveau hos de studerende
  2. Underviseren formidler vanskeligt stof på en inspirerende måde og giver konstruktiv feedback til de studerende
  3. Underviseren spiller en væsentlig rolle for fornyelse og kvalitetsudvikling af undervisningen, fx gennem introduktion af nye undervisningsmetoder og ny teknologi eller inddragelse af ny forskningsbaseret viden, til gavn for de studerende
  4. Underviseren deler erfaringer med og inddrager kollegaer og feedback fra de studerende i udvikling af egen undervisning
  5. Underviseren understøtter relevans i undervisningen, fx gennem inddragelse af erfaringer fra praksis og inspiration fra eksterne parter
  6. Underviseren bidrager via sin forskningsbaserede undervisning og vejledning til, at studerende lærer at anvende videnskabelige teorier og metoder.

Universiteterne bestemmer i øvrigt selv processen for udvælgelsen af de to kandidater, som hvert universitet kan indstille til Danske Universiteters prisudvalg.

Ved indstillingen til Danske Universiteters prisudvalg skal anvendes et indstillingsskema, som vil blive formidlet via Uddannelses- og Forskningsministeriet. Beskrivelsen af opfyldelsen af hvert kriterium må max fylde 500 tegn inkl. mellemrum (det vil sige max 6*500 tegn inkl. mellemrum).

Derudover skal vedlægges et CV for hver kandidat. CV’et må max. fylde to sider. Indstillingen skal sendes til dkuni@dkuni.dk.

Danske Universiteters prisudvalg indstiller fire kandidater til Uddannelsespolitisk Udvalg (RUP)

Danske Universiteters prisudvalg skal indstille fire kandidater ud af de 16 kandidater, som universiteter har indstillet, til Uddannelsespolitisk Udvalg (RUP).

Danske Universiteters prisudvalg består af følgende medlemmer:

  • En repræsentant fra Dansk Universitetspædagogisk Netværks (DUN) bestyrelse
  • To studerende
  • En repræsentant fra et svensk universitet
  • En repræsentant fra et norsk universitet

Prisudvalget skal indstille to mænd og to kvinder. Prisudvalget skal prioritere de fire indstillede kandidater. Kandidaterne skal under udvælgelsen præsenteres i anonymiseret form. Prisudvalgets vurdering af kandidaterne skal ske med udgangspunkt i de fælles kriterier samt universitetssektorens selvvalgte kriterium.

Uddannelsespolitisk Udvalg skal indstille to kandidater til uddannelses- og forskningsministeren  

Uddannelsespolitisk Udvalg skal indstille to kandidater til uddannelses- og forskningsministeren. Deadline for indstillingen til uddannelses- og forskningsministeren er den 1. november 2019.

Uddannelsespolitisk Udvalg (RUP) skal udvælge de to kandidater på baggrund af de fælles kriterier og det selvvalgte kriterium. Udvalget skal indstille en mand og en kvinde.

I tilfælde af stemmelighed mellem kandidaterne træffer formanden for RUP den endelige afgørelse. Danske Universiteter videreformidler universiteternes kandidater til Uddannelses- og Forskningsministeriet.

X