Ny dimensionering er stadig problematisk

 In Pressemeddelelser

Uddannelsesministeren har i går fremlagt en justeret model for dimensionering af de
videregående uddannelser. Den er imidlertid svær at gennemskue, unødigt bureaukratisk
og tager stadig ikke hånd om de grundlæggende problemer.

”Der bliver stadig skåret på optaget til kandidatuddannelserne, og det efterlader en
lang række problemer, som ikke er løst. Uanset den længere indfasning er der stadig
ikke plads til dialog med aftagere, og tilpasningen af bacheloroptaget skal foregå på
usikre præmisser: Modellen er særdeles uigennemskuelig, særlig den såkaldte oversættelse
mellem flere dimensioneringslofter,”
siger talsmand for Danske Universiteter,
rektor Ralf Hemmingsen.

Med ministerens nye justeringer fordeles optagsbeskæringen over fire år frem for
tre. Derudover er der etableret en såkaldt fleksibilitetskvote i indfasningen. Men den
nye model er meget lig den tidligere udmeldte.

”Det er bedre end første forsøg, men det er langt fra en optimal løsning. Modellen er
stadig meget indviklet og kun baseret på bagud skuende ledighedstal. Der er blandt
andet behov for at bløde op på de udmeldte uddannelsesgrupper, så enkeltmiljøer
ikke rammes tilfældigt. Det har vi set flere eksempler på i de sidste uger,”
siger Ralf
Hemmingsen.

Det er universiteterne, der bedst kan bedømme de reelle konsekvenser og har dialogen
med konkrete aftagere. Universiteterne har overfor ministeren fremlagt en enklere
dimensionering ved indgangen (bachelor). Danske Universiteter opfordrer til at
benytte denne model, så man undgår de mange omregninger og usikkerhed.

”Danske Universiteter beklager, at ministeren har besluttet sig for at skære så voldsomt
ned på især humaniora og en række specifikke naturvidenskabelige områder.
Det er Folketingets ansvar at beslutte, hvilke aktiviteter staten ønsker at betale for.
Men vores råd er, at politikerne endnu engang overvejer, om de foretrækker en mindre
centralistisk og mindre drastisk løsning,”
udtaler Ralf Hemmingsen.

Kontaktperson

Specialkonsulent Michala Tomra
Telefonnummer: 33 36 98 11
mt@dkuni.dk
www.dkuni.dk