Positivt at de unge fortsat vil uddanne sig

 In Pressemeddelelser

Pressemeddelelse fra Danske Universiteter
5. juli 2024

Fristen for at søge ind på en videregående uddannelse i kvote 1 udløb i dag kl. 12.00.

Her var der 85.152 unge, som havde søgt ind på en videregående uddannelse. Af dem havde 44.328 søgt ind på en bacheloruddannelse. For begge tal gælder, at der er tale om en lille stigning i forhold til sidste år på hhv. 1 og 4 procent.

”Det er glædeligt, at der fortsat er mange unge, der søger ind på en videregående uddannelse. Uddannelse er en god investering for samfundet og for den enkelte både økonomisk og menneskeligt. Derfor er det noget, vi bør glæde os over,” siger Jesper Langergaard, direktør i Danske Universiteter.

Stigningen i søgningen er større på universiteterne end for erhvervsakademierne og professionshøjskolerne.

”Man kan kun gisne om årsagerne til stigningen på universiteterne. En årsag, til at flere unge søger mod universiteterne i år, kan være, at mange af vores uddannelser på universiteterne vil blive omkalfatreret med den forestående universitetsreform. Måske fremrykker nogle unge deres studiestart af denne grund, og derfor ser vi en højere søgning i år,” siger Jesper Langergaard direktør i Danske Universiteter.

Der er fortsat faldende tendenser i søgningen til humaniora (-8 procent ift. 2023), og et fald gør sig også gældende i den overordnede søgning til sprogfagene. Omvendt er søgningen til det tekniske, det naturvidenskabelige og det sundhedsvidenskabelige område steget i år.

“Vi har brug for kandidater fra alle hovedområder både til de private virksomheder og til det offentlige arbejdsmarked, til at finde nye bæredygtige løsninger og til at undervise kommende unge i uddannelsessystemet, siger Jesper Langergaard.

Igen i år er der en stigning i interessen fra udenlandske ansøgere for at læse på en videregående uddannelse i Danmark, hvor både universiteter og professionshøjskolerne oplever en væsentlig fremgang på hhv. 25 og 8 procent.

”Vi ved, at vi går ind i en tid med færre unge og mangel på arbejdskraft, derfor er jeg særligt glad for, at vi ser flere og flere udenlandske studerende, der ønsker at læse i Danmark, siger Jesper Langergaard direktør i Danske Universiteter.  

Alle ansøgere får svar på deres ansøgning i slutningen af juli.

Læs det samlede notat fra Uddannelses- og Forskningsministeriet om årets kvote 1 søgning her.

Pressekontakt:
Toke Kristiansen, kommunikationschef Danske Universiteter.
Tlf. 26 39 69 04 / tkr @dkuni.dk