AI erstatter ikke behovet for menneskelig viden

 In Debatindlæg, Pressemeddelelser

Indlæg bragt i Børsen 10. oktober 2026

Af Janne Gleerup, forperson for DM, Mikkel Haarder underdirektør DI, Laura Klitgaard formand for Ingeniørforeningen, Mads Eriksen Storm, chef viden & innovation Dansk Erhverv, Jens Ringsmose forperson Danske Universiteter, Sara Vergo formand for Djøf.

 

Kunstig intelligens er for alvor på vej ind på danske arbejdspladser. Det rejser spørgsmålet om, hvordan teknologien ændrer behovet for arbejdskraft og kompetencer.

Beskæftigelsesministeren har i den forbindelse i Berlingske sat spørgsmålstegn ved, om en lang uddannelse fortsat er en god vej til beskæftigelse og en høj løn.

Danmarks Nationalbank har ligeledes for nyligt peget på tendenser på arbejdsmarkedet, om at virksomheder, der tager kunstig intelligens i brug, efterfølgende har en lavere beskæftigelsesvækst end deres tidligere udvikling og sammenlignelige virksomheder ellers tilsiger. Forskellen er især koncentreret blandt yngre og medarbejdere med længere uddannelse og skyldes primært færre nyansættelser.

Det er dog værd at holde sig for øje, at beskæftigelsen i Nationalbankens analyse fortsat er stigende blandt de virksomheder, der anvender AI – bare ikke i samme grad som før 2022. Det bakkes op af en analyse fra DI, hvor virksomheder, der anvender AI systematisk, har oplevet 6 pct. højere beskæftigelsesvækst. Og for de virksomheder, hvor AI er mest udbredt, steg beskæftigelsen med hele 12 pct. AI og flere medarbejdere kan altså godt gå hånd-i-hånd.

 

DI står ikke alene med dette billede. Et nyt working paper fra Stanford bygger på beskæftigelsesdata fra 41 lande og finder tegn på en moderat samlet beskæftigelsesfremgang blandt de undersøgte AI-adopterende virksomheder. Fremgangen skyldes især flere erfarne medarbejdere. Det understreger, at der også i fremtiden er brug for erfaring og viden.

 

De foreliggende data giver altså ikke nødvendigvis et entydigt grundlag for at konkludere, at Danmark generelt får mindre behov for universitetsuddannede i fremtiden. De giver derimod meget stærke grunde til at overveje, hvordan universiteterne uddanner i fremtiden og til hvad.

 

Menneskelig viden er fortsat afgørende
Kunstig intelligens fjerner ikke behovet for menneskelig viden, analyse og dømmekraft. Tværtimod. Jo mere teknologien bliver en del af arbejdslivet, desto større bliver behovet for mennesker, der kan vurdere kvalitet, faglighed, etik og give retning.

 

Hvis en kommune eks. anvender kunstig intelligens i sagsbehandlingen, kræver det medarbejdere med stærk faglig indsigt, som kan sikre borgernes retssikkerhed. Når virksomheder bruger teknologien til strategi og produktudvikling, kræver det medarbejdere, store mængder information til velbegrundede fornuftige beslutninger. Og når forskere anvender kunstig intelligens, kræver det forskere, der kan gennemskue teknologiens muligheder og begrænsninger og sikre, at resultaterne holder videnskabeligt.

 

Kunstig intelligens kan analysere, generere og anbefale. Men ansvaret for, hvordan teknologien anvendes, og hvilke beslutninger der træffes på baggrund af den, kan ikke overlades til teknologien. Derfor er der brug for mennesker med den faglige viden, metodeforståelse og dømmekraft, der gør dem i stand til at vurdere teknologiens output, gennemskue dens begrænsninger og tage ansvar for dens anvendelse.

 

En ny analyse fra DM’s medlemspanel understreger behovet. Fire ud af ti medlemmer bruger meget tid på at rette fejl i materiale, som er produceret med kunstig intelligens, og mere end hver tredje har oplevet fejl, som har haft eller kunne have haft alvorlige konsekvenser.

 

Uddannelserne skal passe til fremtiden
Nationalbankens analyse peger samtidig på, at personer med længere uddannelser er blandt dem, der bruger kunstig intelligens mest. Virksomheder med mange højtuddannede medarbejdere er også blandt dem, der i størst omfang tager teknologien i brug. De højtuddannede er med andre ord også med til at drive udrulningen af AI.

 

AI kan både øge behovet for specialiserede kompetencer og gøre den enkelte medarbejder mere produktiv, så der frigøres ressourcer i organisationen til udvikling og kvalitetssikring. Derfor skal universiteternes uddannelser også udvikles i takt med teknologien. De studerende skal lære at bruge kunstig intelligens kvalificeret, at udfordre den og forstå de faglige, etiske og samfundsmæssige konsekvenser af dens anvendelse.

 

Heldigvis er der ikke et eneste universitet i Danmark, som ikke er er i fuld gang med at indtænke kunstig intelligens i både uddannelser, eksamener og forskning på de forskellige faglige felter. Dyb faglighed, kritisk tænkning, metodeforståelse og selvstændig dømmekraft bliver vigtigere end nogensinde.

Kunstig intelligens giver ikke i sig selv grundlag for at konkludere, at Danmark skal uddanne færre. Den giver derimod et klart argument for at investere i stærke uddannelser, der udvikler den dybe faglighed, kritiske tænkning, metodeforståelse og selvstændige dømmekraft, som bliver afgørende på et arbejdsmarked præget af kunstig intelligens.

 

Når mængden af information vokser, bliver evnen til at omsætte information til viden vigtigere. Når flere opgaver automatiseres, bliver menneskelig dømmekraft og ansvar vigtigere. Jo større indflydelse kunstig intelligens får på vores arbejdspladser og samfund, desto vigtigere bliver det, at mennesker har kompetencerne til at forstå, kontrollere og tage ansvar for dens anvendelse.