Danske Universiteter er med til Nordic University Days 2026

 In Pressemeddelelser
Nyhed 28. september 2026
Mere end 70 rektorer og prorektorer fra de nordiske universiteter deltager i disse dage i Nordic University Days 2026 i Bruxelles, hvor de drøfter fremtiden for europæisk forskning og innovation.
Her mødes universitetsledere fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige med EU-repræsentanter og øvrige aktører for at diskutere nogle af de spørgsmål, der får betydning for Europas fremtid – blandt andet fremtiden for FP10, forskermobilitet, de europæiske universitetsalliancer og universiteternes rolle i Europas kompetencedagsorden.
Europa står i disse år over for vigtige valg om, hvordan der investeres i forskning, uddannelse og kompetencer. Det gælder ikke mindst arbejdet med EU’s næste langsigtede budget og fremtiden for centrale programmer som Horizon Europe og Erasmus+.
Universiteterne spiller en central rolle i at skabe ny viden og uddanne de mennesker, som Europa har brug for. Derfor er et centralt budskab fra de nordiske universiteter, at excellence og høj kvalitet skal være et grundprincip for Europas forskning og uddannelse. Europas konkurrenceevne kan ikke alene bygges på kortsigtede behov eller de kompetencer, arbejdsmarkedet efterspørger her og nu. Der er også behov for langsigtede investeringer i forskning af høj kvalitet, akademisk frihed og bred uddannelse.
Samtidig er europæisk samarbejde, mobilitet og evnen til at tiltrække og fastholde talent afgørende for et stærkt europæisk forsknings- og uddannelsessystem.
De nordiske lande har en stærk tradition for samarbejde inden for forskning og uddannelse. Det giver et fælles udgangspunkt for at diskutere, hvordan Europa kan styrke sin viden, uddannelseskvalitet og innovationskraft.
Nordic University Days 2026 er derfor en mulighed for at bringe både danske og nordiske erfaringer og perspektiver ind i den europæiske debat og sikre, at universiteterne bliver hørt, når fremtidens rammer for forskning og uddannelse formes.