Universiteter: Finanslovsudspil er et godt udgangspunkt for kommende forhandlinger

 In Pressemeddelelser

Pressemeddelelse fra Danske Universiteter 2. oktober 2019.

Regeringen har nu fremlagt sit udspil til finanslov, og udspillet lægger et godt grundlag for de kommende forhandlinger, mener Danske Universiteter. Universiteterne kan således med glæde notere sig aflyste grønthøsterbesparelser og en større forskningsreserve. Omvendt er der fortsat udsigt til stor økonomisk usikkerhed og risiko for væsentlige besparelser på humaniora og samfundsvidenskab.

Opgør med omprioritering
Med udspillet lægger regeringen op til et endeligt opgør med den forhenværende regerings årlige grønthøsterbesparelser på uddannelse, omprioriteringsbidraget, hvilket får ros fra formand for Danske Universiteters Rektorkollegium, Anders Bjarklev:

”Det er godt at se, at regeringen med udspillet til finanslov endeligt afliver de besparelser, som vores universitetsuddannelser har været udsat for de senere år. Nu vil vi rette blikket fremad og have fokus på at levere gode uddannelser, i stedet for at koncentrere os om, hvor vi skal skære næste år,” siger formand for Danske Universiteters Rektorkollegium, Anders Bjarklev.

Større forskningsreserve
Finanslovsudspillet giver også bedre rum til politiske prioriteringer til dansk forskning, da forskningsreserven er større end tidligere år. Det er en god nyhed og kan blandt andet betyde flere midler til de offentlige forskningsråd.

“Det er gode nyheder, at der er flere penge at hente i forskningsreserven. Det giver dansk forskning et rygstød, som både kan komme erhvervsliv, offentlig velfærd og samfundet til gavn. Flere midler til forskningen betyder, at vi får bedre rammer for at finde løsningerne på fremtidens problemer,” siger Anders Bjarklev.

Regeringen lægger også op til at prioritere en større del af de strategiske midler til forskning i grønne løsninger og bæredygtighed.

“Det er positivt, at regeringen med en større satsning på forskning i grønne løsninger ser mod universiteterne i svarene på morgendagens udfordringer. Prioriteringen af forskning på området er fornuftig set i lyset af regeringens overordnede politiske mål, men vi må ikke glemme, at der også skal være plads til den grundlæggende og frie forskning, som foregår på universiteterne,” siger Anders Bjarklev.

Store besparelser på humaniora og samfundsvidenskab
Et hurtigt kig på udspillet til finanslov afslører dog også, at regeringen mangler at prioritere det såkaldte taxameterløft, som i ti år har holdt hånden under undervisningskvaliteten på humanistiske og samfundsfaglige uddannelser.

“Det er bekymrende, at en stor del af de midler, vi har til uddannelse af humanister og samfundsfaglige studerende, umiddelbart ser ud til at falde bort fra næste år trods løfter fra Socialdemokratiet om det modsatte. Hvis besparelserne bliver til virkelighed, vil det uundgåeligt ramme de studerende, som eksempelvis vil få mindre tid med sine undervisere på de ramte uddannelser,” siger Anders Bjarklev.

Taxameterløftet blev indført, da en stor ekstern udredning konkluderede, at uddannelsesområdet var underfinansieret. Den økonomiske situation, frygter universiteterne nu, kan blive virkelighed igen.

“Regeringen har sagt, at de vil satse på uddannelse. Derfor er det svært at forstå, at man vil indføre en besparelse, som for universiteterne kan blive større end den tidligere regerings omprioriteringsbidrag. Vi håber, at regeringens forhandlinger med Folketingets partier, som minimum resulterer i en fastholdelse af den nuværende finansiering af uddannelserne,” siger Anders Bjarklev.

 

 

Pressekontakt:

 

Toke Kristiansen

Kommunikationschef, Danske Universiteter

Tlf. 26 39 69 04

 

Jesper Langergaard

Direktør

Danske Universiteter

Tlf. 93 50 72 91