Universiteter: Lad nu reformerne slå igennem, inden vi laver nye

Bragt af Børsen 14. november 2019.

Børsens chefredaktør overvurderer den politiske styrings effektivitet, når det gælder akademikerledighed og undervurderer universiteternes ansvarsfølelse for samfundet

Af Anders Bjarklev og Per Michael Johansen, Hhv. formand for rektorkollegiet, rektor på DTU og næstformand for rektorkollegiet, rektor på Aalborg Universitet

”Vi har i realiteten indrettet et uddannelsessystem, som lokker fortvivlende mange unge i uføre,” sådan lyder chefredaktør Bjarne Corydons analyse af ledigheden blandt universitetskandidater på baggrund to personlige fortællinger i Berlingske og Politiken.

I sin analyse mangler Bjarne Corydon et afgørende element til at forstå problematikken. Nemlig det, at han som central finansminister i regeringen i 2015 var med til at lave reformer, der vil løse problemet. Men reformerne er ikke tryllereformer, der virker her og nu. Som meget andet på universiteterne, så tager ting tid. Resultaterne af de reformer, som Corydon var med til at gennemføre i 2015 vil først vise sig i 2022.

Vi arbejder med uddannelser, der tager fem år at gennemføre. Når vi lægger roret om på vores uddannelser, ser vi allertidligst effekten efter fem år. Og hvis det skal slå igennem i ledighedsstatistikken, så går det mindst syv år, før vi kan begynde at måle effekten.

Omfattende reduktion af uddannelser
Der er faktisk sket meget de seneste 5 år. Der har været omfattende reduktioner af uddannelsespladser. Bare inden for de seneste tre år har 62 humaniorauddannelser påbegyndt en lukningsproces. Der er blevet skåret omtrent 3000 pladser på universiteterne. Og I dag optager vi knap 2000 færre studerende på humanistiske bacheloruddannelser. 25 procent færre, end da dimensioneringen blev indført. Ikke nok med det, universiteterne har selv fulgt op med yderligere dimensionering. Samtidig indførte man for nyligt et nyt bevillingssystem, der sørger for, at universiteterne bliver straffet økonomisk for nyuddannedes overledighed.

Universiteternes omstilling betyder også, at i dag er det private arbejdsmarked den største aftager af universiteternes kandidater. Samarbejdet med erhvervslivet er stærkt. Flere og flere studerende læser Tekniske-, IT- og naturvidenskabelige uddannelser (STEM), og de studerende bliver hurtigere færdige med deres studier end tidligere.

Universiteternes vigtigste opgave er at uddanne unge, som skal ud at gøre gavn i samfundet ved at udfylde jobs eller skabe jobs. Og bare lige for at slå det fast; når universiteterne opretter nye uddannelser, så er uddannelsens relevans for arbejdsmarkedet altafgørende for at en uddannelse overhovedet kan oprettes.

Det er samtidigt en integreret del af universiteternes kvalitetssystemer, at se på dimittenders overgang til arbejdsmarked for de enkelte uddannelser. Vi laver dimittendundersøgelser og er i tæt dialog med erhvervslivet. Hvis vi oplever at uddannelser ikke har en god afsætning til arbejdsmarkedet arbejder vi med at justere i uddannelsernes indhold eller i at justere antallet af uddannelsespladser.

Krystalkugler og kynisme
Der er steder, hvor vi ikke har ramt skiven. Hvor universiteterne i en periode har uddannet flere end arbejdsmarkedet kunne absorbere. Men at tilskrive det ”uddannelseskynisme” er desværre meget forsimplet. For det er notorisk svært at spå om fremtiden, uanset om man er finansminister eller universitetsrektor.

Historisk har resultaterne da heller ikke være heldige, når staten og politikerne har forsøgt sig. I 1970’erne og i 1980’erne, da den centrale styring af uddannelserne var stærkest, var det blandt andet læger og ingeniører, som vi uddannede for mange af. Ingeniørerne måtte tage plads i køen til jobs, imens vi nærmest eksporterede yngre læger til Sverige.

Det er svært at spå om fremtiden, men vi er overbeviste om, at fremtiden kalder på folk med flere kompetencer. Ikke færre. De højtuddannede bidrager meget til samfundet, er fleksible og finder beskæftigelse på nye områder, omend det nogen gange tager lidt længere tid, at finde det første job end for gennemsnittet.

Den høje ledighed for nyuddannede på en række fagområder tager vi dybt alvorligt. Men der er ikke noget quick fix. Vi er og har længe været optaget af, at finde den gode balance mellem udbud af uddannelser og den fremtidige efterspørgslen fra erhvervslivet.