Sexisme på uddannelsesinstitutionerne
Pressemeddelelse fra Danske Universiteter/ fredag d. 9 oktober 2020
I Politiken fredag har næsten 700 ansatte på universiteter og professionshøjskoler skrevet under på, at de enten har oplevet sexisme eller sexchikane på egen krop eller har været vidende om sexistisk adfærd mod andre i den akademiske verden.
Anders Bjarklev, formand for Danske Universiteters rektorkollegium og rektor på DTU udtaler i den forbindelse:
”De mange vidnesbyrd og beretninger om sexisme på landets uddannelsesinstitutioner tager vi alvorligt. Sexchikane og krænkelser på universiteterne er uacceptabelt. Alle skal kunne forvente at blive mødt med respekt og ordentlighed på sin arbejdsplads.”
”De vidnesbyrd, der er kommet frem, og den debat, der kører lige nu, aktualiserer, at vi ser på, hvad det er for en kultur vi har. Som ledelse har vi et stort ansvar for, at alle bliver behandlet ligeværdigt, og at vi tydeligt markerer, at sexistisk adfærd ikke tolereres på universitetet.”
”Debatten aktualiserer også, at vi ser på de redskaber vi har til at håndtere uhensigtsmæssig kultur og adfærd. Det som blandt andet står klart er, at vi skal have en klar indgang for de ansatte, hvor man trygt kan henvende sig, hvis man oplever uacceptabel adfærd fra kollegaer eller ledelse. Det system vi har i dag, skal vi have set efter, for at sikre at det fungerer.”
Tilbage i 2018 udarbejdede Danske Universiteter sammen med Danske Studerendes Fællesråd en undersøgelse af uønsket seksuel adfærd. Omdrejningspunktet var primært studerende, men siden undersøgelsen har alle de danske universiteter haft fokus på området, og arbejdet med forskellig initiativer, der skal fremme en god og ligeværdig kultur på universiteterne.
Pressekontakt
Jesper Langergaard, direktør, Danske Universiteter tlf. 93 50 72 91
Toke Kristiansen, kommunikationschef, Danske Universiteter tlf. 26 39 69 04