Åbent brev fra rektorer og andre offentlige ledere
Enhver bør kunne forvente at blive mødt med respekt, ordentlighed og professionalisme på sin arbejdsplads. De seneste ugers vidnesbyrd om sexchikane og krænkelser af kvinder på danske arbejdspladser vidner ikke alene om en helt uacceptabel adfærd, men også om usunde arbejdskulturer, der har huset sådan adfærd. Tak til de mange kvinder for deres mod og vilje til at stå frem.
Vi er mænd og kvinder i betroede stillinger. Vi har et medansvar for den kultur, som hersker på de arbejdspladser vi tjener, også når det vedrører borgere, patienter, studerende, praktikanter mv. Og derfor skal vi skærpe blikket og tage vare på, at sexistisk adfærd ikke tolereres og at alle mødes med respekt og ordentlighed, både i det daglige arbejde og i de sociale sammenhænge og træf en arbejdsplads heldigvis også giver anledning til. Det handler om ligeværd og respekt for alle og en sikring af, at de aktuelle vidnesbyrd og den aktuelle debat faktisk flytter hegnspæle mentalt og ikke bare forsvinder igen. Derfor denne markering.
Vi tager ikke ansvar for andres misgerninger, men vi tager medansvar for i ord og handling at fremme en ordentlig kultur og medansvar for den kultur, der har været. Den kamp der skal føres er ikke en kamp mellem mænd og kvinder. Det er en kamp som vi kvinder som mænd vil føre sammen. Imod de, der ikke vil acceptere ligeværd og respekt.
Vi har alle et stort ansvar som vi først og fremmest røgter de steder vi er sat til at tjene, og som vi udvirker med vores lokale aktører. Men vi finder også behov for i fællesskab at hæve røsten og markere vores synspunkt klart, skærpe blikket og foretage de skridt, som er nødvendige.