Pressemeddelelse om udflytningsaftale 22. marts
Pressemeddelelse fra Danske Universiteter 22. marts 2022
Regeringen har sammen med SF, Dansk Folkeparti, Konservative, Nye Borgerlige, Kristendemokraterne og Venstre tirsdag indgået en aftale om ”Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”.
Aftalen tager udgangspunkt i universiteternes egne indspil og et fælles indspil igennem Danske Universiteters sektorplan.
Anders Bjarklev, formand for Danske Universiteters rektorkollegium, glæder sig over, at politikerne har lyttet:
”Jeg er glad for, at Folketingets partier har lyttet til universiteternes indspil – og i store træk har taget planerne udarbejdet på universiteterne til sig i den politiske proces. På den måde er aftalen landet fornuftigt.”
Danske Universiteters formand er dog fortsat bekymret over dele af aftalen.
Aftalen indeholder blandt andet en bestemmelse om, at universiteternes udbud af uddannelsespladser i de store byer ikke må forøges frem mod 2030.
”Aftalens ”loft” over uddannelsespladser i de store byer frem mod 2030, er fortsat problematisk. Loftet gør det vanskeligere for universiteterne at uddanne til samfundets behov, når vi fremadrettet skal nedlægge pladser, før nye kan oprettes.”
Aftalen giver plads til at oprette nye pladser uden for de store byer, men det, mener formanden, ikke er nok.
”Vi skal huske, at det er meget dyrt at oprette et nyt udbud på en ny lokalitet og at hovedparten af vores uddannelser og mange af vores aftagere ligger i de store byer. Derfor kan dette loft blive en hæmsko for udviklingen af Danmark fremadrettet.”
Aftalen indeholder halvårlige opfølgninger i aftalekredsen i Folketinget og det glæder Anders Bjarklev.
Som uddannelsesinstitutioner har vi fået en kæmpe opgave, og min største bekymring er, at vi kan få vanskeligt ved at tiltrække studerende til de nye udbud uden for de store byer. Hvis det sker, får vi færre af de kompetencer, vi har brug for, og så skal der være en mulighed for stoppe op og lave justeringer. Vi lever af viden i Danmark, og det kommer vi også til fremtiden.”