Aftale mellem universiteter og fonde om finansiering af forskningsprojekter

Danske Universiteter og seks private forskningsfinansierende fonde, Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Carlsbergfondet, VELUX FONDEN, Lundbeckfonden og LEO Fondet, har indgået en aftale, der styrker transparensen omkring fondenes bidrag til forskning på universiteterne og definerer en klar økonomisk fordelingsnøgle mellem universiteter og fonde.

Aftalen kan læses her
English version of the agreement here

Danske Universiteter har udsendt en pressemeddelelse i forbindelse med aftalens indgåelse.

Vejledning
Fondene og universiteterne har i en styregruppe udarbejdet en vejledning om projekttillæg på åbne opslag under 50 mio.kr. Vejledningen er en operationalisering af aftalen, som betyder, at den nu kan træde i kraft og anvendes af fonde og universiteter. Vejledningen vil ligge til grund for fondenes opslag og forskernes ansøgninger til fondene.

Derudover er der udarbejdet en budgetliste.

Thomas Buchvald Vind, universitetsdirektør på Syddansk Universitet og formand for styregruppen udtaler:

De seks fonde og de otte universiteter tog med aftalen et vigtigt skridt for at skabe en bedre balance i forskningsfinansieringen, og nu er fondene og universiteterne klar med en konkret og operationel vejledning, som omsætter aftalen og projekttillægget til virkelighed. Universiteterne ser frem til fondenes kommende bevillinger med projekttillæg, og vi glæder os til de årlige dialogmøder mellem fondene og universiteterne om forskningssystemet og aftalen.

Søren Nedergaard, Chief Operating Officer i Novo Nordisk Fonden og medlem af styregruppen udtaler:

På fondenes vegne er jeg glad for, at aftalen nu kan træde i kraft. Aftalen handler primært om projekttillæg på bevillinger på åbne opslag under 50 mio. kr.. Novo Nordisk Fonden vil i aftalens ånd samtidig sikre, at afledte projektomkostninger på åbne opslag over 50 mio.kr. og på enkeltstående bevillinger vil blive dækket efter dialog mellem universitet og fond og som minimum på samme niveau som for bevillinger på åbne opslag under 50 mio.kr.

English version of the guidelines may be accessed here
(ved uoverensstemmelser mellem den danske og den engelske version af vejledningen er den danske version gældende)