Nordisk indsats for fokus på forskning i EU

 In Debatindlæg

Af Jesper Langergaard, direktør, Danske Universiteter

Bragt af Sciencereport.dk 8. september 2019.

For første gang tager en fælles nordisk universitetsdelegation til Bruxelles. Sigtet er at åbne de nye europaparlamentarikeres øjne for forskningens betydning for fremtiden

I dag rejser 60 rektorer og dekaner fra hele norden til Bruxelles for at mødes med europæiske beslutningstagere. Målet med Nordic University Days, som arrangementet hedder, er at understrege forskningens betydning for at finde løsninger på de mange udfordringer, som Europa står overfor.

Og udfordringer er der nok af. Vi står på tærsklen af en klimakrise, verdensøkonomien er skrøbelig og store udfordringer med bæredygtighed presser sig på både nationalt, regionalt og globalt. Ingen af udfordringerne stopper ved vores landegrænse, og ingen af udfordringerne kan håndteres at et land alene. Udfordringerne skal løses i fællesskab, og kræver investeringer i forskning, innovation og uddannelse.

Vi kommer til Bruxelles sammen med kollegaer fra Finland, Sverige, Island og Norge. For vi står sammen i de nordiske lande om at arbejde for et EU-budget, som reflekterer den tid, vi lever i, og de udfordringer vi står over for. Det betyder ikke mindst en stærk prioritering af forskningsområdet.

Når politikere i København og Bruxelles erklærer sig bekymrede over fremtidens store udfordringer, må de også gøre deres for, at forskningen kan spille en afgørende rolle i at løse dem. Det er forudsætningen for, at universiteter og forskningsmiljøer kan tage opgaven på sig. Vi vil søge dialogen og argumentere for et stærkt budget til Horizon Europe, som er EU’s store forskningsprogram.

Den afgående kommission har foreslået et forskningsbudget på 100 milliarder euro for perioden fra 2021 til 2027, mens parlamentet har spillet ud med 120 milliarder euro.

Det er store tal. Men er det ambitiøst nok? Vi håber, at vi med en fælles nordisk indsats kan være med til at sæt barren endnu højere. Vores opfordring til politikerne i Bruxelles bliver at kigge på budgettet og forhandlingerne igennem fremtidens briller. En euro sparet på forskning i dag, kan blive dyr i fremtiden.

Vi håber, at vi trænger igennem med budskabet. Timingen er god. Med efteråret kommer en ny begyndelse. Der kommer en ny sammensætning af parlamentet, nye kommissærer, og forhandlingerne om det næste flerårige budget går ind i slutspurten.