Samtale fremmer fremtiden
Af Jesper Langergaard, direktør, Danske Universiteter
Er vi klar til fremtiden? Det spørgsmål stiller Søren Pind i dag til årets Uddannelses- og Forskningsmøde, hvor 100 centrale aktører fra de videregående uddannelser, organisationer og ministeriet valfarter til Koldingfjord Hotel.
Mange af deltagerne tager toget til Kolding, og måske får de den oplevelse, det er at besøge et toilet i et IC4 tog, med. Der er en noget speciel indretning af spejle på togtoiletterne. På den skrå væg i loftet over kummen er der placeret et spejl, der gør, at man kan se sit baghoved i spejlet over håndvasken. Den vinkel er ny, og jeg tror, at flere mænd her for første gang opdager en begyndende måne.
Nu har Søren Pind en misundelsesværdig kraftig hårpragt, og desuden tager han ministerbilen til Kolding, men derfor kan det alligevel være godt at se tingene fra nye vinkler. Det er ikke mindst på den måde, man opnår indsigt og nye erkendelser.
Og det virker faktisk som om, at Søren Pind har været ude af ministerbilen. Måske har han endda besøgt et togtoilet. For der er blevet set med andre øjne på sektoren, og der er blevet lyttet, siden Søren Pind satte sig i ministerstolen i Børsgade.
Resultaterne er fulgt med. Det er således ikke hverdagskost, at universitetsrektorerne roser en minister tre gange på 10 dage. Ikke desto mindre har det netop været tilfældet.
Først kom erhvervskandidaten. Den har længe stået på vores ønskeliste, og vi glæder os over, at vi nu får mulighed for at prøve idéen af.
Dernæst blev universiteterne inviteret med i det udvalg, der skal se på, hvordan vi kan gøre universitetsuddannelserne endnu bedre. Vi er godt tilfredse med, at vi er kommet med ved bordet, og vi er enige i, at vi skal uddanne unge til det eksisterende arbejdsmarked. Hvis vi blot må tilføje, at vi også skal uddanne til job, som endnu ikke eksisterer.
Endelig blev der også lyttet til sektoren, da regeringen lige inden påske skruede en aftale sammen med S og DF om de ledelsesmæssige rammer på universiteterne.
Vi er glade for, at regeringens øjne og ører hviler på sektoren, og vi venter spændt på det næste træk. Vi håber naturligvis, at besparelserne stopper, og at en ny globaliseringsaftale er lige om hjørnet. Den første var vi temmelig begejstrede for. Eller som Søren Pind selv udtalte for nylig om det gamle globaliseringsråd ”Those were the days”.
Træerne vokser ikke ind i himlen, så mindre kan også gøre det. Måske kunne vi starte med at blive enige om, at vi igen skal tale om investeringer i, frem for udgifter til uddannelse og forskning.
På årets Uddannelses- og Forskningsmøde skal vi drøfte, hvad nye teknologier betyder for fremtidens viden og kompetencer. Det er et vigtigt emne. Der er allerede fuld damp på udviklingen af universitetssektoren. Toget kører. Ikke kun til Kolding. Men et universitet til tiden kræver samarbejde og samtale med det politiske system. Det giver solide og forankrede løsninger. Derfor er vi glade for de nye takter fra ministeriet.
Universiteterne ser også sig selv i spejlet. Vi har ikke den færdige formular på fremtidens uddannelser. Men hvis buddet alene kommer fra bureaukraterne i Børsgade, så er vi bange for, at vi bliver stående på perronen. Samtale fremmer fremtiden. Vi glæder os til den fortsatte dialog og det fortsatte samarbejde.
Udgivet 20. maj 2017 på altinget.dk