Velkommen til ministeren for fremtiden
Af formand Anders Bjarklev, Næstformand Per Michael Johansen og direktør Jesper Langergaard, Danske Universiteter.
Kære Søren Pind. Tillykke med dit nye job. Nogle timer inden du i mandags blev præsenteret som uddannelses- og forskningsminister, havde du allerede påtaget dig titlen ”fremtidsminister”. Det forstår vi godt. For det er en rammende titel. Danmark skal leve af dygtige mennesker med gode idéer og højt kvalificeret viden, og her spiller universiteterne en afgørende rolle.
Danske Universiteter vil gerne byde dig velkommen til et særligt univers. For universitetsverdenen er befolket af nogle meget engagerede og dedikerede mennesker. Der bliver råbt op. Der bliver talt længe, og nogle gange bliver det lovlig langhåret. Det gør det fordi, der er en stærk passion for at gøre en forskel. For den enkelte studerende og for hele samfundet.
Vi er ikke enige med regeringen om alt. Vi er selvsagt ikke glade for besparelserne på området. De mange regler, der nogle gange er mere bøvlede end berettigede, er heller ikke vores favorit. Men universiteterne tager ansvar, og vi er klar til at finde fælles løsninger på de udfordringer, som sektoren står overfor.
Det er vigtigt at pointere, at universitetet ikke kun handler om at producere dygtig arbejdskraft og overskud på betalingsbalancen. Der er tanker, der ikke kan sættes på faktura. Derfor er vi også meget tilfredse med, at det ny regeringsgrundlag understreger, at universiteterne er ”samfundsbærende institutioner, der både værner om den frie og kritiske tanke og står for at udvikle den”. Og vi er ikke mindst glade for, at universiteternes uafhængighed og ubetingede forskningsfrihed betones i regeringsgrundlaget.
Uddannelse og forskning gavner den enkelte og hele samfundet. Det enkelte individ får mulighed for og frihed til at skabe sin egen tilværelse. Og samfundet får kompetent arbejdskraft og borgere, der medvirker til et levende demokrati. De danske universiteter, for nu at blive i regeringsgrundlagets retorik, bidrager både til et rigere og friere samfund. Så ”fremtidsminister” er et passende prædikat til landets uddannelses- og forskningsminister. Kære Søren Pind, det er et vigtigt og meget ansvarsfuldt hverv, du har sagt ja til. Vi tager gerne vores del af det ansvar, og vi glæder os til samarbejdet.
Udgivet 30. november 2016 på altinget.dk