Universiteter og studerende samarbejder mod seksuel chikane
Danske Universiteter iværksætter i fællesskab med Danske Studerendes Fællesråd en undersøgelse, der skal afdække studerendes oplevelser af seksuel chikane på universiteterne
Omfanget af seksuel chikane og krænkelser af studerende på danske universiteter skal kortlægges. Det er den klare, fælles holdning fra de studerende og fra universiteterne.
Derfor har parterne besluttet at iværksætte en undersøgelse, der skal afdække problemets omfanget blandt danske studerende.
Direktør for Danske Universiteter, Jesper Langergaard, synes, at den fælles undersøgelse giver god mening lige nu:
– Vi er glade for at kunne samarbejde med de studerende om så vigtigt og følsomt et emne som det her. Vi vil fortsætte med at have en tæt dialog med de studerende om problemerne og hvordan vi håndterer dem.
Også forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd, Sana Mahin Doost, glæder sig over samarbejdet:
– Det er nødvendigt, at studerende og universiteter sammen engagerer sig for at komme disse problemer til livs. Dette er et vigtigt første skridt mod at få bugt med en meget problematisk kultur.
Undersøgelsens nærmere indhold, metode og rammer vil Danske Studerendes Fællesråd og Danske Universiteter fastlægge sammen med det formål at få gennemført undersøgelsen hurtigst muligt.
Efter undersøgelsen vil Danske Studerendes Fællesråd og Danske Universiteter fortsætte dialogen og samarbejdet om, hvorledes sager om seksuel chikane og krænkelser bedst muligt kan håndteres på universiteterne.
For yderligere kontakt:
Jesper Langergaard, direktør for Danske Universiteter, tlf. 93 50 72 91
Sana Mahin Doost, forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd, tlf. 28 19 45 00