Stop med at straffe dansk forsknings succes i EU
Af Connie Hedegaard, formand for Formandskollegiet i Danske Universiteter
Bragt af JP 6. marts 2021.
Hver gang danske forskere har succes med at hive forskningsmidler fra EU hjem til Danmark, så reducerer Finansministeriet fluks størrelsen af den danske forskningsreserve med præcis samme beløb. Med andre ord: Når nogle er dygtige og vedholdende nok til at få hevet ekstra forskningsmidler hjem til deres forskningsprojekt, ja så skæres der tilsvarende ned på det nationale budget, som kollegerne er afhængige af. I de fleste sammenhænge ville Finansministeriet fnyse af sådan en negativ og upædagogisk incitamentsstruktur. For hvad får universiteterne så egentlig ud af bøvlet med at bakse ansøgninger på plads? Enhver der har prøvet det ved, at det ikke bare kræver faglig dygtighed, men også administrative kræfter at få trukket en EU-bevilling i land.
Sådan burde det ikke være. Når danske forskere lykkes med at trække penge hjem fra EU’s forskningsprogrammer, skal vi da tværtimod alle sammen kunne glædes over det. Også kollegerne nede ad gangen eller dem ovre på det andet institut, som ikke skal se deres statslige bevillinger reduceret, fordi nogle andre har været dygtige til at hive penge hjem. At vores forskere får mulighed for at samarbejde med de fremmeste forskere i Europa, og at vores virksomheder og offentlige myndigheder, som er afhængige af den viden, universiteterne skaber på universiteterne dermed får adgang til andre ressourcer, skulle da ærlig talt snarere belønnes.
Faktisk går det rigtig godt for de danske forskere. Selvom kampen om EU’s forskningsmidler er benhård, ja så ligger Danmark i forhold til indbyggertal helt i top, når det gælder om at hente midler fra Bruxelles. Faktisk er de danske forskere så gode til at hente bevillinger fra den fælles kasse i EU, at vi trækker flere midler hjem, end vi betaler ind til EU’s forskningsrammeprogram. Og med udsigten til at endnu flere af de fælles europæiske forskningsmidler i de kommende år skal gå til klima og energi og den grønne omstilling – altså områder hvor dansk forskning står stærkt – ja, så er der gode muligheder for, at vi kan hente forholdsvis endnu flere midler hjem.
Men så må der gøres op med, at succes for nogle forskere på EU-fronten udløser kollektiv afstraffelse til kollegerne, og det er altså ikke småpenge, der er tale om. Alene i 2020 hev forskerne ca. 2 mia. hjem via EU’s forskningsbudgetter, hvorfor regeringen så skar tilsvarende 2 mia. på det statslige forskningsbudget.
Problemet bunder i den danske tolkning af den såkaldte 1 procentmålsætning. Skiftende danske regeringer har ligesom de øvrige EU-lande forpligtet sig til at bruge minimum 1 procent af BNP på offentligt finansieret forskning. Det er jo godt omend ikke prangende sammenlignet med nogle af vores konkurrenter. Imidlertid synes minimum 1 procent ligeså langsomt at være blevet til et loft, som man kun når ved hjælp af de danske universiteters hjemtag fra EU. Hver gang vi henter en krone fra EU, skæres der altså en krone fra det statslige forskningsbudget. Det er ikke i strid med reglerne at regne, som Finansministeriet gør. Det er bare ikke særlig klogt. For det gør den danske overskudsforretning i EU til et nulsumsspil for dansk forskning. Alt andet lige til skade for vores muligheder for at gennemføre langsigtede satsninger. Alt andet lige, bliver det sværere at understøtte vækstlaget og fremtidens talenter. Og alt andet lige har universiteterne færre muskler til at tænke langsigtet og sætte ind på den forskning og innovation, som skal bringe os i mål med de store samfundsudfordringer herunder ikke mindst den grønne omstilling.
Om vi i Danmark satser tilstrækkeligt på forskning, udvikling og innovation, og om de penge vi investerer her kan bruges endnu klogere er en stor og vanskelig diskussion. Men at ændre en indlysende tåbelig incitamentsstruktur, så det faktisk kan betale sig for danske universiteter at gå på jagt efter flere af de store muligheder, der ligger i EU’s nye syvårige forskningsbudget, burde ikke være så svært.
