Nyt værktøj skal styrke undervisningen på universiteterne

 In Fælles retningslinjer, Pressemeddelelser

Pressemeddelelse udsendt 25. marts 2021

De danske universiteter igangsætter nu et fælles tiltag, der skal være med til at skabe bedre uddannelser for de studerende og et større fokus på at hjælpe og tilskynde forskerne til at bedrive fremragende forskningsbaseret undervisning.

Universitetets vigtigste bidrag til samfundet er forskning og kandidater, der har gennemgået en forskningsbaseret uddannelse. Vi vil gerne være endnu bedre til at anerkende de videnskabelige medarbejdere også for deres undervisning. Og vi vil støtte forskernes udvikling og vedligeholdelse af undervisningskompetencer gennem hele karrieren,” siger Anders Bjarklev, formand for Rektorkollegiet i Danske Universiteter og rektor på Danmarks Tekniske Universitet.

Konkret har de otte danske universiteter udviklet et fælles rammeværk for meritering af universitetspædagogiske kompetencer (English version here). Det er et værktøj, som kan bruges ved ansættelses- og udviklingssamtaler og til løbende at tydeliggøre, hvor en underviser gør det rigtig godt, og hvor vedkommende gerne vil udvikle sig. Det er en stolt milepæl for universiteterne.

“Med det her rammeværk har vi et fælles nationalt værktøj, som alle universiteter har forpligtet sig til at bruge. Det er endnu et skridt og et stort skridt ned ad den vej, der handler om at værdsætte undervisning på lige fod med forskning,” siger Hanne Leth Andersen, formand for det Uddannelsespolitiske Udvalg i Danske Universiteter og rektor på Roskilde Universitet.

Rammeværket skal udfoldes på det enkelte universitet under hensyn til lokale undervisningsstrategier og pædagogiske praksisser. Den fælles overordnede ramme gør imidlertid, at der på tværs af universiteterne bliver et fælles sprog og en mere transparent praksis for undervisningsmeritering.

Bevægelsen mod en større anerkendelse af undervisning har længe været i gang på universiteterne. Udviklingen af den danske ramme for meritering af universitetspædagogiske kompetencer bygger ovenpå denne bevægelse og kommer desuden i forlængelse af dels den nye stillingsstruktur for videnskabelige medarbejdere og dels anbefalingerne fra Udvalget for bedre meritering i dansk forskning. Internationalt er der ligeledes en stigende opmærksomhed på at skabe en bredere meriteringspraksis på universiteterne.