Skiftende regeringer har i de senere år justeret optaget på vores videregående uddannelsesinstitutioner med stadig nye redskaber og forskellige formål.
Helt overordnet har målet dog været at sikre, at uddannelserne matcher arbejdsmarkedets og samfundets behov. Intentionerne har hver for sig været båret af deres egen logik. Problemet er, at vi i dag står med et system, hvor lag på lag af regulering er blevet lagt oven på hinanden – uden at nogen for alvor har ryddet op.
Resultatet er blevet et styringssystem af dimensioneringer, der er blevet så komplekst, at de forskellige reguleringer risikerer at spænde ben for hinanden, og hvor det koster stadig flere administrative kræfter at leve op til.
Uddannelser styres af flere modeller
I dag reguleres optaget på de videregående uddannelser gennem en række forskellige styringsmodeller – også kaldet dimensioneringer. For 15 år siden var der kun én slags dimensionering, i dag er der mindst seks forskellige.
Der er den ledighedsbaserede dimensionering, som har til hensigt at reducere optaget på uddannelser med høj dimittendledighed.
Dimensioneringen af engelsksprogede studiepladser, som skal balancere hensyn til internationalisering og offentlige finanser. Den geografiske dimensionering, som bestemmer, hvor uddannelsespladser må oprettes.
Den uddannelsesspecifikke for medicin og tandlæger med flere, og på universiteterne er der senest blevet indført en særlig sektordimensionering af optaget på bacheloruddannelserne samt en dimensionering af de almindelige toårige kandidatuddannelser.
Læg dertil, at der findes yderligere styringsmekanismer, som hver især er indført for at løse konkrete politiske udfordringer.
Ikke længere gennemskueligt
Intentionen med de enkelte greb har været at svare på reelle problemstillinger. Tilsammen udgør de dog et system, hvor forskellige hensyn og politiske logikker kan trække i hver sin retning.
Den ledighedsbaserede dimensionering eksempelvis bygger på historiske data og forsøger at korrigere for ubalancer på arbejdsmarkedet.
Men den er i sin natur bagudskuende. Den siger noget om gårsdagens behov – ikke nødvendigvis om morgendagens – og den tager ikke bestik af de reduktioner, der allerede er foretaget, før der næsten er gået et årti.
Samtidig kan andre styringsmekanismer, som geografiske loft eller begrænsninger på internationale studerende, påvirke optaget i helt andre retninger.
Det efterlader universiteterne, de øvrige videregående institutioner og samfundet med et system, hvor det samlede resultat ikke længere er strategisk eller gennemskueligt.
Det er ikke holdbart i en tid, hvor behovet for viden og kompetencer er under hastig forandring.
Brug for forenkling
Danmark står i en ny virkelighed.
Den internationale og sikkerhedspolitiske situation giver os et stigende fokus på teknologisk uafhængighed, innovationskraft og adgang til kritisk viden. Samtidig står vi over for massive omstillinger – grønne, digitale og demografiske – som kræver præcise investeringer i uddannelse og forskning.
I det lys er det problematisk, hvis styringen af vores uddannelsesudbud bliver for uigennemsigtig og bagudskuende.
Hvis Danmark skal fastholde og udbygge sin position som videnssamfund, kræver det et opgør med den nuværende kompleksitet. Ikke fordi intentionerne bag de enkelte modeller er forkerte – men fordi helheden ikke fungerer.
Der er behov for en forenkling.
Tag afsæt i fremtidens behov
Den kommende regering har muligheden for at stille det grundlæggende spørgsmål: Hvis vi skulle designe systemet fra bunden i dag, hvordan skulle det så se ud?
Og man kunne tage afsæt i fremtidens behov – ikke fortidens ubalancer.
Det kræver mod til at løsne grebet om eksisterende ordninger. Det bør også betyde, at vi i højere grad må lade faglig viden og fremskrivninger af kompetencebehov spille en central rolle.
Vi har brug for et enklere, mere transparent og fremadskuende system, hvor målet ikke blot er at regulere – men at investere klogt i de uddannelser, der skal bære Danmark gennem de næste årtier.
Der er brug for en justering. Der er brug for et strategisk valg.
Og det haster.
