Drop statens bøvlede mellemmand og lad universiteterne eje deres egne bygninger

Debatindlæg bragt i Altinget 28. oktober 2022

Af Jesper Langergaard, Direktør for Danske Universiteter 

Universiteterne er brugere af bygningerne og står med både viden og ansvar for at varetage bygningsdriften. Bygningsstyrelsen er ejere, bygherre og har beslutningskompetencen. Den konstruktion har vist sig både bøvlet og dyr, skriver Jesper Langergaard.

Afbureaukratisering er igen blevet et tema, også i denne valgkamp kunne man fristes til at sige. På universitetsområdet er der særlig et område, der kunne trænge til både regelforenkling og mindre afstand mellem beslutninger og brugere. Det gælder universiteternes bygninger, som hvert år koster skatteyderne milliarder af kroner.

De fleste af universiteternes bygninger ejes og administreres af staten gennem en kompliceret mellemmandsordning, på trods af et stort ønske fra universiteterne om i det mindste at blive tilbudt en mulighed for selv at eje bygningerne. Ordningen kaldes SEA-ordningen, og den trænger til en større sanering.

Staten har placeret SEA-ordningen i Bygningsstyrelsen, som dermed bliver mellemmand i en lang række forhold og konflikter om bygninger mellem universiteter og staten. Universiteterne er brugere og står med både viden og ansvar for at varetage bygningsdriften. Bygningsstyrelsen er ejere, bygherre og har beslutningskompetencen. Den konstruktion har vist sig både bøvlet og dyr.

I offentligheden møder vi resultaterne af den konstruktion i store byggeprojekter, som for eksempel Niels Bohr bygningen, hvor fordyrelser i milliardklassen og forsinkelser i årevis gang på gang giver overskrifter i pressen.

Den høje husleje kunne være gået til kerneopgaver
Niels Bohr bygningen er ikke en enlig svale, der er flere uheldige sager. Situationerne opstår, fordi universiteterne som lejere og brugere ikke involveres tilstrækkeligt, og fordi Bygningsstyrelsen savner de nødvendige kompetencer og indsigt til at gennemføre de ofte komplicerede og specialiserede universitetsbygninger.

Vi ser også disse uheldige sager, fordi ansvaret for at bygge med fejl, mangler og budgetoverskridelser er adskilt fra det økonomiske ansvar. Ved uforudsete udgifter bliver regningen sendt til universitetet i form af huslejestigninger. Og den husleje, som universiteterne betaler til staten gennem SEA-ordningen, overstiger i forvejen mange steder huslejen på det private marked. Dertil kommer, at værdien af bygningerne og dermed huslejen ikke nedskrives med ælde og forfald.

SEA-ordningen er i sin nuværende form en dårlig forretning for samfundet. Den er unødigt kompliceret og dyr, og den skaber konflikter og dobbeltarbejde. Når universiteternes husleje fastsættes for højt grundet fejlslagne byggeprojekter, kunstigt høje renter, og kunstigt høje huslejer på bygninger, som kunne være lejet billigere på et frit marked, så forsvinder der penge, som kunne være gået til universiteternes kerneopgaver.

De vilkår, SEA-ordningen skaber, går ud over den undervisning universiteterne kan tilbyde de studerende, og den forskning universiteterne kan bidrage med til samfund og erhvervsliv. Netop derfor bør en sanering af SEA-ordningen og muligheden for selveje af bygningerne være højt på listen, når afbureaukratisering skal effektueres efter et valg.