Fire anbefalinger til at styrke innovationen fra universiteterne
Debatindlæg bragt af Science Report 14 maj 2025. Af Innovationspolitisk Udvalg i Danske Universiteter:
Europa står ikke kun i en sikkerhedskrise, men også i en vækst -og innovationskrise. Vi skal satse på innovation i Europa og i Danmark i en helt anden skala end hidtil, og det gælder ikke mindst på de danske universiteter.
Vi er i gang. Overalt i Danmark, fra Aalborg til Lyngby, arbejder de otte universiteter på at omsætte viden til nye virksomheder, produkter og services. Men det er slet ikke nok, hvis vi skal realisere potentialet for et stærkt, selvstændigt og velstående Danmark og Europa.
Derfor har Innovationspolitisk Udvalg under Danske Universiteter samlet fire anbefalinger til et økosystem, der kan tage kampen op med de globale konkurrenter.
Åben universiteterne opFor at styrke dansk innovation og konkurrenceevne er det afgørende at fremme samarbejdet mellem universiteter og virksomheder og offentlige institutioner. Ved at tillade leje af lokaler og universitetsfaciliteter til det formål, skabes en tættere forbindelse mellem forskning og erhvervsliv, der styrker innovation, konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse.
Flere iværksættere fra campus
For at øge antallet af forskningsbaserede spin-outs og studenter startups, der er levedygtige og gerne skalerbare, er det vigtigt at universiteterne tilbyder tilstrækkelig og målrettet støtte til forskere og studerende samt udvikling af nye teknologier og forretningsidéer.
Ved at give disse virksomheder adgang til ressourcer, rådgivning og faciliteter på universiteterne (også efter virksomhedsetablering og endt uddannelse) på attraktive vilkår, kan der skabes et miljø, hvor tværfaglig innovation, samarbejde og vækst trives. Dette vil ikke kun styrke universiteternes rolle som drivkraft for innovation, men også bidrage med nye karriereveje for forskere og studerende.
Adgang til kapital
Store mængder kapital er afgørende for vidensbaserede virksomheder, ikke mindst i virksomhedens opstart. En af de store udfordringer for danske og europæiske opstartsvirksomheder, er netop manglen på risikovillig kapital, og derfor skal adgangen til risikovillig kapital styrkes – også på danske universiteter, hvor der i dag er begrænsede muligheder for at støtte gennem f.eks. de såkaldte paragraf 4 selskaber.
Flere veje til innovation
En langt større del af den viden, der skabes på de danske universiteter, kan blive til kommercielle løsninger. Ved at give universiteterne mulighed for og forskerne incitament til kommerciel udnyttelse af ikke-patenterbare forretningsideer, gives de forskningsfaglige miljøer i samarbejde med universiteternes forretningsudviklere mulighed for at udnytte en langt større del af den viden og de teknologier, der udvikles på universiteterne, herunder indenfor de humanistiske og samfundsvidenskabelige discipliner.
I det hele taget skal lovgivningen på innovationsområdet være mere smidig og derfor har Innovationspolitisk Udvalg udarbejdet flere konkrete forslag til justeringer af den nuværende lovgivning, som kan styrke samarbejdet mellem universiteter, private virksomheder og offentlige institutioner.
Vi har på universiteterne gjort meget de senere år, og det har skabt en solid base for at fremme Innovation og iværksætteri. Nu er vi klar til at tage de næste store skridt for at indløse det store potentiale, der er i universiteternes viden og hos ansatte og studerende.
Lad os arbejde sammen for at skabe de bedste rammevilkår for innovation og iværksætteri i Danmark og Europa.
Indlægget er forfattet af: Marianne Thellersen (Forperson og DTU), Andreas Blohm Graversen (KU) Lone Ryg Olsen (AU), Søren E. Frandsen (SDU) , Henrik Zobbe (RUC), Mads Bang (AAU), Morten Irgens (CBS), Lene Dahl Prahm (ITU).