Præmissen bag universitetsreformen spænder ben for gode løsninger

Debatindlæg bragt i Altinget den 19. juni 2024

Af: Brian Bech Nielsen, rektor AU, forperson for Danske Universiteter og Jens Ringsmose, rektor SDU, næstforperson for Danske Universiteter

Onsdag blev Kandidatudvalgets delafrapportering om den omfattende universitetsreform offentliggjort. Ambitionerne i den politiske aftale er store, men de stramme forudsætninger og krav til reformens effekter på arbejdsudbuddet spænder ben for gode løsninger. Disse krav skal lempes, hvis universiteterne skal kunne tilbyde attraktive erhvervsrettede uddannelser til studerende og virksomheder.

De fleste kender legetøjet, som man giver små børn for at lære dem om former og farver, ved at de forsøger at presse træklodser med forskellige former gennem hullerne i en kasse. Til sidst finder barnet ud af, at kun firkanten passer i det firkantede hul. Det er lidt den samme øvelse medlemmerne af Kandidatudvalget har været udsat for i forsøget på at skabe nye erhvervsrettede uddannelser til de studerende.

Problemet er, at reformkassen reelt kun haft et enkelt hul at putte noget i. Det hul passer til 1-årige kandidatuddannelser, men ikke til nye, fleksible erhvervsrettede uddannelser. Konsekvensen er med meget stor sandsynlighed, at op mod en fjerdedel af universitetsuddannelserne bliver forkortede. For hvis der ikke bliver oprettet nok erhvervsrettede uddannelser, så skal de i stedet være 1-årige. Den finte er indeholdt i reformen.

Som mange nok husker, kom SVM-regeringen i 2023 med et stort program for uddannelse. Uddannelserne på universiteterne skulle tættere på erhvervslivet, kvaliteten skulle op, og ja så skulle det også gå hurtigere. Faktisk skulle halvdelen af de studerende enten have forkortet uddannelsen med knapt et år eller gennemføre en erhvervskandidatuddannelse.

Den første del, som tog sigte på at bringe uddannelserne tættere på erhvervslivet hilste vi velkommen på de danske universiteter, men hvad angår den anden del om kortere uddannelser skortede det ikke på advarsler. De studerende, arbejdsgivere, erhvervslivet, fagforeninger, politiske kommentatorer og selv de økonomiske vismænd advarede. Forkortelser er den forkerte vej at gå. Danmark bliver fattigere, lød det.

Da den politiske aftale landede, var det lykkedes en bred kreds af partier at få indflydelse og afbøde omfanget af forkortelserne. Ambitionen om forkortede uddannelser var faldet til at omfatte 10 procent af de studerende. Til gengæld skulle 20 procent af de studerende tage erhvervsrettede kandidatuddannelser, og disse måtte gerne have et fagligt omfang, der svarer til de nuværende 2-årige kandidatuddannelser.

Det var umiddelbart positivt. Tilbage stod nu opgaven med at lave nye og spændende uddannelser for de 10 procent, der skal have 1-årige forløb, og for de 20 procent der skal tage erhvervsrettede uddannelser.

Da rektorerne og de studerende blev inviteret ind til bordet i Kandidatudvalget, viste det sig dog, at reformøkonomiens forudsætninger om arbejdsudbud sad for bordenden. Skønt embedsmændene i Uddannelses- og Forskningsministeriet fortjener stor anerkendelse for deres konstruktive tilgang og meget ihærdige arbejdsindsats, vandt bordenden alligevel hver gang.

Præmissen for at passe til hullet i reformkassen var, at de 20 procent kommende studerende på en af de nye erhvervsrettede uddannelser skulle levere nøjagtigt samme arbejdsudbud, som hvis de var optaget på en 1-årig uddannelse. Kandidatudvalgets medlemmer har på alle mulige måder forsøgt at skabe nye attraktive uddannelsesmodeller med et fagligt omfang svarende til de nuværende kandidatuddannelser, men ovenstående præmis indebar enten arbejdsuger på op mod 60 timer for de studerende, eller at universiteterne skulle udstede uddannelsesbeviser for studerendes lønarbejde uanset faglig relevans.

Fra Danske Universiteter må vi således erkende, at det ikke har været muligt at finde en forsvarlig ny uddannelsesmodel for erhvervsrettede uddannelser, som giver det samme arbejdsudbud som en 1-årig uddannelse. Konsekvensen bliver endnu flere korte kandidatuddannelser, og vores vurdering er, at op imod en fjerdedel af de fremtidige studerende vil forlade universitetet med en 1-årig kandidatuddannelse.

Det er et yderst risikabelt eksperiment at forkorte så mange uddannelser, og det strider mod ambitionerne i den politiske aftale. Derfor appellerer vi til, at præmissen bag reformen løsnes. Der skal files på hullet i reformkassen, så der bliver muligheder for, at forskellige uddannelsesmodeller kan komme igennem. Kun ad den vej bliver der rum til at realisere de gode ambitioner, som er indeholdt i den politiske aftale.