Massiv detailstyring af uddannelserne
Universiteternes egen dimensioneringsmodel havde været betydeligt bedre end regeringens
netop offentliggjorte dimensioneringsudspil. Det mener Danske Universiteters
talsmand, rektor Ralf Hemmingsen.
”Det er ude af trit med virkeligheden udelukkende at dimensionere på tilbageskuende tal
og tabeller. Det virker, som om regeringen vil detailstyre institutionerne uden at inddrage
hverken sektoren eller aftagerne i processen. Vores model ville være meget bedre
både for de studerende og for arbejdsmarkedet ved at være baseret på dialog med studerende,
forskere og aftagere,” siger Ralf Hemmingsen.
Universitetsrektorernes model ville betyde cirka 1.000 færre studiepladser på ledighedstruede
uddannelser fra 2015. Ministeriet er gennem foråret blevet holdt orienteret om
universiteternes projekt, og så sent om i august måned bekræftede rektorerne på et
møde med uddannelsesministeren, at man agtede at fjerne 1000 studiepladser.
Over en 3-årig periode skal der ifølge regeringen skæres 2.363 studiepladser på universiteterne
efter en helt mekanisk model baseret på bagudrettede ledighedstal. Regeringen
mener, at flere kommende universitetsstuderende på den måde vil vælge kemi fremfor
kommunikation. Universiteterne mener, at det er lettere sagt end gjort.
”Man kan ikke med et trylleslag få alle fremtidens studerende til at synes, at kemi- eller
ingeniørfaget er det mest spændende. Det er urealistisk. Regeringens meget store indgreb
vil betyde, at en stor del af de nuværende gymnasieelever vil skulle bruge dyrebar
tid på at supplere mere op for overhovedet at kunne komme ind på en naturvidenskabelig
uddannelse,” udtaler Ralf Hemmingsen.
Universiteter havde gerne set, at de havde fået chancen for at afprøve deres model.
”Vi er enige med ministeren i diagnosen, men i stedet for at anvende skalpellen til indgrebet
har regeringen valgt forhammeren. Det er ærgerligt, at vi ikke kan få ét år til at
afprøve vores egen model,” siger Ralf Hemmingsen og fortsætter:
”Hvis ministeren mener, at det ikke er en spareøvelse, burde hun åbne op for et større
optag på for eksempel medicinstudiet, hvor vi har mange kvalificere ansøgere og en stor
efterspørgsel på dimittenderne. Er ministeren klar til det?”
Kontaktperson
Direktør Susanne Bjerregaard
Telefon: 3336 9810
sb@dkuni.dk
www.dkuni.dk