PM: Nu bliver det lettere og billigere at være spin-out virksomhed

 In Pressemeddelelser

Fra januar 2026 implementerer alle danske universiteter fælles standardkontrakter for de forskere, der ønsker at starte en forskningsbaseret virksomhed – en såkaldt spin-out virksomhed.

De nye standardkontrakter er et væsentligt element i den brede politiske aftale om øget viden- og teknologioverførsel, som regeringen indgik 26. januar 2026.

Det er meget positivt, at vi som samlet sektor nu udruller de nye standardkontrakter. Det gør, at landets forskere får lige vilkår på dette område, og processen med at kommercialisere forskning bliver dermed enklere, hurtigere og billigere. På den måde vil universiteterne mere effektivt kunne omsætte deres forskning til samfundsløsninger”, siger Brian Bech Nielsen forperson for Danske Universiteter.

Hidtil har der været forskellige vilkår og processer og det kan for mange være en vanskelig proces i en tid, hvor man som forsker fokuserer på at få sin forskningsbaserede opfindelse ud at leve i samfundet. Den proces bliver nu væsentligt enklere, lettere og hurtigere – og billigere.

De nye standardkontrakter for licensaftaler er udviklet i tæt samarbejde mellem universiteterne og repræsentanter fra iværksættermiljøet og erhvervslivets organisationer og bygger på best practice og branchestandarder fra både Danmark og udlandet. Det er første gang, at der er lavet standardkontrakter på området, og det er første gang, at universiteterne og erhvervssiden har givet hinanden håndslag på at bruge de fælles aftaler i praksis.

Forskere, der ønsker at bruge deres forskning til at lave nye teknologier eller en virksomhed, får med de nye kontrakter nogle enkle modeller, som er offentligt tilgængelige og op til grundlæggerne at vælge. Uanset hvilken model man vælger, skal man ikke betale omkostninger fra start og omkostningerne er reduceret.

Med kontrakterne er der lavet en udførlig og enkel læsevejledning [Kan findes her: Mere forskning skal omsættes til iværksætteri og innovative løsninger | Erhvervsministeriet], som har til formål at give overblik og guide forskeren igennem aftalekomplekserne så let som muligt.

”Vi skaber et mere smidigt og brugervenligt aftalegrundlag for både universiteter, forskere og iværksættere og bidrager til at styrke Danmarks innovationsmuskel endnu mere. Universiteterne er allerede i gang med at se på, om kontrakterne kan udbredes yderligere og på at skabe endnu bedre betingelser for forskningsbaserede virksomheder”, siger Andreas Blohm Graversen, vicedirektør for innovation på Københavns Universitet og forperson for Danske Universiteters Innovationspolitiske Udvalg. 

De nye kontrakter kan findes her: Mere forskning skal omsættes til iværksætteri og innovative løsninger | Erhvervsministeriet

Rapporten fra Taskforcen for styrket viden- og teknologioverførsel fra november 2025 er her: Mere forskning skal omsættes til iværksætteri og innovative løsninger — Uddannelses- og Forskningsministeriet

Den politiske aftale om taskforcens anbefalinger fra januar 2026 er her: Ny aftale baner vejen for, at mere forskning kan omsættes til innovation og iværksætteri — Uddannelses- og Forskningsministeriet

 

FAKTA: De nye standardkontrakter skal sikre:

  • Klarere og gennemskuelige vilkår for IP og kommercialisering af forskning
  • Kortere forhandlingstider og mere effektive processer
  • Mere ens praksis på tværs af universiteterne
  • At forskning i højere grad kan komme samfundet til nytte i form af nye forskningsbaserede virksomheder
  • Brugervenlighed gennem forenkling og en udførlig læsevejledning