Unge har stadig stor appetit på universitetsuddannelse
Igen i år har mange unge søgt om at tilbringe de kommende år på et af de otte universiteter.
Det glæder talsmand for Danske Universiteter, rektor Anders Bjarklev:
”Det er altid en fornøjelse at byde velkommen til de mange unge mennesker, der vælger
at læse på et universitet. De kommende studerende har taget en vigtig beslutning,
der vil få stor betydning for deres eget liv, og de vil blive en stor gevinst for samfundet,
når de har afsluttet deres uddannelse hos os,” udtaler Anders Bjarklev.
Uddannelses- og Forskningsministeriets netop offentliggjorte tal over årets optag
viser, at flere er blevet optaget på blandt andet ingeniøruddannelserne og ITuddannelserne,
mens samfunds- og sundhedsvidenskab har en lille fremgang. Omvendt
optager naturvidenskab og humaniora færre studerende. Med status quo i det
samlede optag i forhold til 2015 og en rekord i antallet af ansøgninger til de videregående
uddannelser er der desværre også mange afviste ansøgere.
”Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi hver sommer ser skuffede unge, som modtager et
afslag. Det kan i nogle tilfælde forklares med, at der i år er udbudt færre pladser på
en række uddannelser som følge af uddannelsesdimensioneringen.
Universiteterne ser frem til, at uddannelsesdimensioneringen skal evalueres i 2017. Vi
er ikke i tvivl om, at den nuværende model for dimensionering bør justeres på en række
områder. Først og fremmest bør universiteterne gives frihed til – sammen med
aftagerne – at fastsætte optaget,” siger Anders Bjarklev og fortsætter:
”Jeg vil gerne opfordre de ansøgere, som har fået et afslag til at undersøge hvilke
uddannelser, der fortsat har ledige pladser. Rigtig mange af universiteternes uddannelser
kan præges i den retning, man brænder for.”
Fakta om optag 2016:
• Antal optagne studerende på de otte universiteter: 32.039
• Antal ikke-optagne ansøgere på de otte universiteter: 9.670
• Stigning i antal optagne studerende på de tekniske uddannelser: 249
• Fald i antal optagne studerende på de humanistiske uddannelser: 266
Kontakt til Danske Universiteter
Souschef Nikolaj Helm-Petersen
Telefon: 93 50 72 75
E-mail: nph@dkuni.dk