Universiteter optager flere på uddannelser med gode jobmuligheder
Tallene for årets optag på videregående uddannelser viser igen, at de unge, som står overfor valget af uddannelse, i stigende grad vælger fornuftigt i forhold til at komme i beskæftigelse på den anden side af studierne.
Årets optag af nye studerende på ikke-dimensionerede uddannelser er således steget med næsten 1000 personer, imens de dimensionerede uddannelser oplever et svagt faldende optag sammenlignet med sidste år.
”Vi er glade for de unge i stigende grad træffer uddannelsesvalg, som er i tråd med efterspørgslen fra erhvervslivet,” siger formand for Rektorkollegiet i Danske Universiteter, Anders Bjarklev.
Universiteterne øger særligt optaget på sundhedsvidenskab, hvor 10 procent flere kommende studerende har fået tilbudt en plads på blandt andet medicinstudiet. Den udvikling glæder formand for Danske Universiteter, Anders Bjarklev.
”Der er intet, der tyder på, at efterspørgslen på eksempelvis læger bliver mættet i de kommende år. Derfor er vi som universiteter naturligvis glade for at kunne løfte den vigtige samfundsopgave, at skabe mere veluddannet sundhedsvidenskabeligt personale til vores fælles sundhedsvæsen,” siger Anders Bjarklev.
Udover sundhedsvidenskab, så optager universiteterne flere på it-uddannelser, samfundsvidenskabelige uddannelser og tekniske uddannelser. Omvendt er der blevet plads til færre nye studerende på universiteternes humanistiske uddannelser sammenlignet med sidste år.
”Vi er glade for fremgangen på de uddannelsesområder, som erhvervslivet forventer eller oplever en særlig efterspørgsel på arbejdskraft indenfor. Det er dog vigtigt, at vi er godt uddannede og har kompetencer inden for alle områder, og at vigtige vidensområder ikke går tabt”, siger Anders Bjarklev.
En anden god nyhed i tallene for optaget til de videregående uddannelser er, at færre ansøgere i år har modtaget en nedtrykkende besked om, at de ikke er optaget på deres prioriterede uddannelsesvalg.
”Det er helt klart positivt, at færre ansøgere oplever at få et afslag, men for de berørte er det stadig en nedslående besked. Jeg vil opfordre de håbefulde kommende studerende, som ikke kom ind på deres ønskeuddannelse, til at undersøge muligheden for at læse på en af de mange uddannelser, som fortsat har ledige pladser,” siger Anders Bjarklev.
Kontakt til Danske Universiteter
Formand for Rektorkollegiet
Anders Bjarklev
Tlf. 2076 1512
Direktør i Danske Universiteter
Jesper Langergaard
Tlf. 9350 7291