Universitetsuddannelser er stadig populære hos de unge
På trods af et mindre fald i den overordnede søgning til videregående uddannelser, så er universitetsuddannelserne fortsat et populært valg for de unge.
88.754 har i år søgt ind på en videregående uddannelse, og der er dermed tale om et fald i den overordnede søgning. Det fald smitter af på både professionshøjskoler og universiteter. Alligevel har en stor del af ansøgerne valgt at søge ind på universitetet. Det glæder formanden for Rektorkollegiet i Danske Universiteter:
- Jeg er rigtig glad for, at så mange unge i år har valgt en universitetsuddannelse som deres vej ind i fremtiden, siger Anders Bjarklev, formand for Rektorkollegiet ved Danske Universiteter og rektor for DTU om tallene.
På trods af færre ansøgere til de videregående uddannelser, oplever de samfundsvidenskabelige, sundhedsvidenskabelige og tekniske bacheloruddannelser en større søgning i forhold til sidste år.
- Flere studerende vælger uddannelser med gode muligheder for beskæftigelse efterfølgende. Det er godt, at de unge ønsker at bidrage til at udvikle vores offentlige sektor, vores sundhedsvæsen, og vores industri, siger Anders Bjarklev formand for Rektorkollegiet.
Overordnet set, ser vi igen i år et fald i søgning til de humanistiske bacheloruddannelser, og et mindre fald i søgningen til de naturvidenskabelige, det bekymrer Anders Bjarklev.
Det er bekymrende, hvis de unge fravælger humaniora på grund af negativ omtale af området. Vi har brug for dygtige humanister i den omstilling, som samfundet står overfor i disse år. – ikke mindst de sproglige kompetencer i samarbejdet med omverdenen.
Fakta om søgning på universiteternes bacheloruddannelser 2019
- Det samlede ansøgertal til universiteternes bacheloruddannelser på 40.712 er et mindre fald på 772 ansøgere siden 2018. Antallet af ansøgere toppede i 2016 efter markante stigninger i tiåret før.
- Flere søger igen i år mod de tekniske, samfunds- og sundhedsvidenskabelige uddannelser mens humaniora oplever et fald på 14 procent fald siden sidste år.
- Alle ansøgere får svar på deres ansøgning den 26. juli 2019. Får man afslag, er der herefter mulighed for at søge ind på uddannelser med ledige studiepladser.
Kontakt til Danske Universiteter
Formand for Rektorkollegiet Anders Bjarklev, tlf. 2076 1512
Kommunikationschef, Toke Kristiansen, tlf. 2639 6904