Undersøgelse af seksuelt krænkende adfærd på universiteterne igangsættes

 In Pressemeddelelser

Danske Universiteter og Danske Studerendes Fællesråd igangsætter torsdag den 3. maj en undersøgelse, der skal afdække studerendes oplevelser af seksuel chikane på universiteterne. Undersøgelsen består af et spørgeskema, der udsendes via mail til samtlige indskrevne studerende på de otte danske universiteter.

Spørgeskemaet, der er anonymt, er udarbejdet i et samarbejde mellem Danske Studerendes Fællesråd, Danske Universiteter og det uafhængige analysebureau Analyse og Tal. Alle data behandles i krypteret og anonymiseret form.

Formålet med undersøgelsen er at få større viden om den seksuelt krænkende adfærds kontekst og karakter. Undersøgelsen skal gøre universiteterne klogere på, hvor man kan sætte ind og afhjælpe eventuelle problemer med seksuelle krænkelser af forskellig art.

Spørgeskemaet indeholder også information om muligheder for at få rådgivning og hjælp i forbindelse med respondenternes oplevelser af seksuel krænkelse.

Undersøgelsens resultater forventes offentliggjort efter sommerferien 2018.

Du kan læse mere om baggrunden for undersøgelsen her

Har du spørgsmål til selve spørgeskemaet, kan du kontakte analysebureauet Analyse og Tal på info@ogtal.dk.

Har du spørgsmål til undersøgelsen, kan du kontakte kommunikationskonsulent Laust Hallund på lahal@dkuni.dk eller tlf. 6165 2165.