Danske Universiteter har tre ønsker til det nye forskningsår

Tre problematikker er vigtige at finde en løsning på i 2019, mener Danske Universiteter. Løsninger, der kan være med til at frigøre midler, styrke universiteternes investeringerne i forskning og uddannelse og indfri strategiens ambitiøse mål.

Debatindlæg bragt på sciencereport.dk 21. januar 2019.

Af Dekan Lars Bo Nielsen, formand for Danske Universiteters Forsknings- og Innovationspolitiske udvalg, og Jesper Langergaard, direktør for Danske Universiteter

I 2018 har vi på forskningsområdet diskuteret og implementeret strategi.

28 initiativer fra regeringens Forsknings- og innovationsstrategi skal gøre Danmark klar til fremtiden, og det har vi arbejdet intenst på. Men det er altid svært at tale strategi, visioner og målsætninger uden at tale om penge.

Det ved vi alt om på universiteterne. Med strategien har vi taget hul på nogle af de tiltag, der skal fremtidssikre den danske forsknings- og innovationsindsats. Og det er godt. Men en strategi kan sjældent stå alene. Der skal midler til at indfri ambitionerne. Det kommer til at fylde i 2019. Pengene. Og hvor de skal komme fra.

Det er velkendt, at Danske Universiteter gerne ser de danske politikere hæve ambitionsniveauet for de danske forskningsinvesteringer. Det er fortsat en af vores højeste prioriteter, også selvom målet næppe nås i 2019.

Mere konkret ser vi tre problematikker, det er vigtigt at finde en løsning på i 2019. Løsninger, der kan være med til at frigøre midler, styrke universiteternes investeringerne i forskning og uddannelse og indfri strategiens ambitiøse mål.

Vi skal have ændret den ulogiske danske 1 pct.-målsætning

Siden EU lancerede Barcelona-målsætningen i 2002 har den danske regering styret efter at investere minimum 1 pct. af BNP i forskning og udvikling. Vi indfriede målsætningen i 2009, men siden da har der manglet nye politiske ambitioner. Målsætningen er blevet til et loft i stedet for et gulv – og dermed følger en risiko for, at man ikke lever op til sin egen målsætning. Det var tilfældet for 2016 og 2017, hvor man efter en opjustering af BNP kom under den ene procent.

Tolkningen af den danske 1 pct.-målsætning betyder, at de danske universiteter hvert år ”straffes” for at klare sig godt i de europæiske forskningsprogrammer. Hver euro vi trækker hjem fra den europæiske fælleskasse, modregnes i de statslige bevillinger året efter. Det er en helt ulogisk incitamentsstruktur, og det er afgørende, at dette regnestykke laves om. Det skal ikke være et nulsumsspil at hente bevillinger i de europæiske forskningsprogrammer.

Det er derfor vores ønske, at der foretages et kritisk eftersyn af den danske 1 pct. målsætning, så vi kan få tilvejebragt de nødvendige investeringer til at fremtidssikre den danske forsknings- og innovationsindsats.

Vi skal have sat en prop i udgifterne til videnskabelige forlag 

Hvert år betaler de danske universiteter et trecifret millionbeløb for at få adgang til de nyeste videnskabelige artikler. Det er en god forretning for forlagene, men dyrt for universiteterne.

I dag sidder fem store forlag på over halvdelen af markedet for videnskabelig publicering. Det har skabt monopollignende tilstande, og de store forlag udnytter forskeres og studerendes behov for at kunne tilgå de nyeste og bedste forskningsresultater til at oparbejde enorme overskud på at sælge et produkt, som de selv har udviklet relativt omkostningsfrit.

Det er en urimelig rovdrift på de offentlige forsknings- og uddannelsesbevillinger. Derfor har vi taget initiativ til at sende en klage til EU’s konkurrencekommissær med en opfordring til, at EU’s konkurrencemyndigheder griber ind over for konkurrencesituationen i den videnskabelige forlagsbranche. Danske Universiteters klage har fået opbakning fra mere end 800 europæiske universiteter.

Det er centralt, at vi sikrer en koordineret indsats mod markeds- og prisudviklingen på dette område. Både med henblik på at frigøre midler til universiteternes kerneaktiviteter, men også for at indfri målsætningerne om øget Open Access i den danske forskningsverden.

Vi skal styrke forståelsen og samarbejdet med de private fonde

De private fonde spiller en stadig større rolle i den danske forskningsindsats, og samarbejdet mellem fonde og universiteter bliver stadig bedre. Vi har i overvejende grad den samme forståelse og de samme ambitioner for forskningens rolle i samfundet, og vi værdsætter de private fondes udvidelser af deres indsatsområder, som betyder de favner en stadig større del af universiteternes aktiviteter. Vi tror på mange måder, at de private fonde vil være universiteternes væsentligste samarbejdspartnere i rammesætningen af den danske forskningsindsats i 2019.

Men med de private fondes investeringer på universiteterne følger en række indirekte omkostninger, som universiteterne må dække af egne midler. Det tærer på universiteternes basismidler, som ikke har fulgt med den betydelige stigning i eksterne midler, vi har set de seneste år. Her har vi en fælles opgave med at finde en løsning, der kan sikre et fortsat godt samarbejde mellem universiteter og fonde det næste år. Det skal ikke være økonomien, der afgør, om et institut eller en forskningsgruppe kan igangsætte nye aktiviteter i sammen med en af de private fonde.

Vi får forhåbentligt en fælles løsning på spørgsmålet om følgeomkostninger, når universiteter, fonde og ministerium mødes og drøfter optimering af samspillet mellem offentlige og private midler i Forum for Forskningsfinansiering. Det er afgørende, at ministeriet i 2019 også melder sig på banen her og fra statens side understøtter et tilstrækkeligt fundament for universiteternes fortsatte samarbejde med eksterne parter.

Løsninger på de tre problemstillinger ville betyde, universiteterne bedre vil kunne fokusere på kerneopgaven, nemlig at indfri strategien gennem konkret forskning til gavn for borgere og samfundet.