Danske Universiteter ser spændende elementer i nyt filosofikum
Pressemeddelelse / 27. juni 2018
Alle bacheloruddannelser på de danske universiteter bør indeholde et obligatorisk, fælles dannelsesfag. Den anbefaling lander i dag på Forsknings- og uddannelsesminister Tommy Ahlers bord. Danske Universiteter ser frem til at drøfte mulighederne for et nyt filosofikum med ministeren.
Der er behov for, at universiteterne fremmer den studerendes nysgerrighed, refleksion, kritiske tænkning og dømmekraft. Derfor bør ministeren arbejde videre med udformningen af et nyt tværfagligt studieelement, der skal indgå i samtlige universiteternes bacheloruddannelser og lægge et fundament for fælles, akademisk dannelse.
Det anbefaler den inspirationsgruppe for nyt filosofikum, der i december 2017 blev nedsat af tidligere uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, og som i dag afleverede sin rapport til den nye minister.
Anders Bjarklev, der er formand for Rektorkollegiet ved Danske Universiteter og rektor ved DTU, ser mange spændende elementer i rapporten:
– I en tid med øget specialisering og øget tempo i uddannelserne er det afgørende, at vi på universiteterne formår at fastholde og udvikle de særlige akademiske kompetencer hos alle vores studerende på tværs af uddannelser. Derfor byder vi tanken om et nyt filosofikum velkommen og ser frem at drøfte de enkelte anbefalinger med ministeren.
Central rolle til universiteter
Anbefalingerne lyder blandt andet på, at det ny fag skal hedde ”akademia”, erstatte det nuværende fag ”fagets videnskabsteori” samt placeres på uddannelsens 2. eller 3. år og afsluttes med en mundtlig eksamen. Endvidere anbefaler rapporten, at filosofikum både skal indeholde elementer, der er særlige for den enkelte uddannelse samt tværfaglige elementer, der kan deles med andre uddannelser.
Rapporten anbefaler, at det videre arbejde med nyt filosofikum tilrettelægges i et tæt samarbejde mellem ministeren og Danske Universiteter. En anbefaling, der støttes af Anders Bjarklev:
– Hvis et nyt filosofikum skal implementeres på de danske universitetsuddannelser er det afgørende, at det både i indhold, form og ikke mindst omfang giver mening helt ud på den enkelte uddannelse. Derfor forventer vi også, at universiteterne får en helt central rolle i den videre proces.
Kontakt Danske Universiteter
Direktør
Jesper Langergaard
Tlf. +45 93 50 72 91
jl @ dkuni.dk
www.dkuni.dk