Politisk aftale vil betyde, at færre får mulighed for at læse på universitetet
Pressemeddelelse fra Danske Universiteter 25. juni 2021
Universiteterne er stærkt til stede i hele Danmark og er meget opmærksomme på, at en af de allervigtigste opgaver for sektoren er at uddanne kandidater til erhvervslivet i hele Danmark.
Danske Universiteter er enige i den overordnede ambition, som den politiske aftale ”Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark” forsøger at adressere. Men der er dog en række bekymringer, både omkring begrænsning af optaget på universiteterne, uddannelsesmuligheder for unge i fremtiden, og de besparelser, som universiteterne pålægges med aftalen.
”Vi har naturligvis respekt for, at der er en politisk aftale. Men det ærgrer os, at man udarbejder en så stor reform med så langtrækkende konsekvenser på så kort tid og med så lille inddragelse af uddannelserne og virksomhederne.” siger Anders Bjarklev, formand for Danske Universiteter og rektor på DTU.
Universitetsuddannelserne i Danmark er som hovedregel samlet på et hovedcampus, fordi forskning og uddannelse er afhængig af hinanden, og fordi uddannelser med en begrænset økonomi kan høste de fordele, der er ved at samle undervisnings- og forskningsfaciliteter for flere studerende. På den måde kan man få mere forskning og undervisning for pengene. Det er betragteligt dyrere at udbyde de samme uddannelser flere steder.
Derfor bekymrer det, at der ikke er afsat tilstrækkelig finansiering i aftalen til flere udbud, og der oven i købet indføres nye besparelser på universiteterne.
“Den finansiering, der er lagt op til i aftalen, er utilstrækkelig i forhold til ambitionerne om nye decentrale uddannelser. Og når man så oven i købet påfører universiteterne nye grønthøsterbesparelser, bliver det ikke lettere at opfylde ambitionen. Derfor er min vurdering, at vi i stort omfang kommer til at lukke uddannelser – ikke udflytte dem.” siger Anders Bjarklev, formand for Danske Universiteter og rektor på DTU.
Aftalen lægger op til, at der skal udarbejdes en sektorplan for universiteterne allerede fra efteråret 2021 ud fra oplæg fra de enkelte institutioner om, hvordan op mod 10 procent af de nuværende studerende kan enten skæres væk eller udflyttes frem mod 2030.
Hvis universiteterne ser sig nødsaget til at lukke fremfor at udflytte studiepladser, kommer man med aftalen til at indføre et politisk styret loft over, hvor mange studerende der kan komme på universitetet. Det bekymrer formanden for rektorkollegiet.
”Det bekymrer mig, at aftalen vil indføre et loft, som gør det svært og ufleksibelt at tilpasse vores uddannelser til erhvervslivets og samfundets behov. Danmark er afhængig af viden og kloge hoveder, derfor må vi for alt i verden ikke lægge begrænsninger på at uddanne sig.” siger Anders Bjarklev, formand for Danske Universiteter og rektor på DTU.
Pressekontakt i Danske Universiteter:
Kommunikationschef, Toke Kristiansen 26 39 69 04