Universiteterne er en grundpille i demokratiet. Pas på ikke at ødelægge dem med konstante reformer og forandringer

Af Anders Bjarklev, formand for Danske Universiteters rektorkollegium og rektor på DTU, Per Michael Johansen, næstformand for Danske Universiteters rektorkollegium og rektor for Aalborg Universitet og Jesper Langergaard, direktør Danske Universiteter.

De danske universiteters samarbejdsorganisation fylder 50 år. Det er ingen alder. Københavns Universitet blev grundlagt for 538 år siden, 13 år før Columbus opdagede Amerika. Danmarks Tekniske Universitet blev indviet i 1829, ni år efter at dets første rektor, H.C. Ørsted, havde opdaget elektromagnetismen. Og CBS, der i år fejrer 100 års fødselsdag, blev etableret, uden sammenligning i øvrigt, samme år som den russiske revolution.

I dag er der otte universiteter i Danmark. De er forskellige i alder, fokus og i størrelse. Men de har alle det til fælles, at de med deres forskning og uddannelse bidrager til at gøre Danmark til en førende vidensnation og et demokratisk samfund.

Man behøver ikke at læse på universitetet for at drage fordel af dem. Universiteternes arbejde er nemlig til gavn for hele samfundet. Hvad enten det handler om, at forskerne gør nye opdagelser, der forbedrer kræftbehandling eller finder løsninger, der afhjælper klimaproblemer. Og hvad enten det handler om, at universiteterne uddanner dygtige læger, litterater, psykologer eller programmører, der løfter vores velfærd og styrker vores virksomheders konkurrenceevne.

Universitetet er også en kulturbærende institution, der er en modpol til overfladiskhed, lette løsninger og alternative fakta. For på universitetet kradser vi ikke i overfladen. Vi går i dybden. Vi uddanner unge til at være reflekterende og kritiske. Og modsat alternative fakta er universitetets fundament at søge sandheden; at kende forskel på fup og fakta.

Universiteterne bidrager til at styrke vores vækst, velfærd og demokratiske værdier, så der er god grund til at prioritere og investere i dem. Både i deres rammer og råderum. Men lige nu er universiteterne udfordret på begge. Den påstand uddyber vi, men lad os først skrue tiden lidt tilbage.

I de 50 år, hvor universiteterne har været samlet i Rektorkollegiet og senere Danske Universiteter, har universiteterne gennemlevet omfattende forandringer. I 1967 blev knap 6000 studerende optaget ved universiteterne og de højere læreranstalter. I dag er det tal over fem gange større.

Mange husker stadig studenteroprøret, hvor de studerende med langt hår, sweatre og fløjlsbukser gjorde op med professorernes autoritet, blokerede universiteterne og krævede indflydelse og mere tidsvarende undervisning.

I årene efter studenteroprøret blev optaget på universiteterne større og bredere: det blev muligt for unge fra alle samfundslag at komme på universitetet, og der blev bygget nye universiteter i Odense, Roskilde og Aalborg.

Den økonomiske krise i 1970’erne resulterede på kort sigt i en tidligere uset høj akademikerledighed. Det rejste for første gang spørgsmålet om, hvorvidt investeringen i uddannelse overhovedet kunne betale sig. Hvad man ikke vidste dengang var, at det var i denne periode, at nogle af de løsninger, vi har glæde af den dag i dag, blev grundlagt gennem forskning i blandt andet vindenergi og sundhed. Forskningsresultater, vi næppe havde haft, hvis man ikke dengang havde prioriteret midler til forskning.

I 1990’erne kom der et uddannelsespolitisk kursskifte. Der var et politisk ønske om at øge optaget på universiteterne markant. Da daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen i 1994 lancerede strategien Universiteter i vækst, var det et opgør med 1980’ernes adgangsregulering og fokus på optagelseskvoter. I stedet ønskede han frit optag på de fleste uddannelser, og han opfordrede universiteterne til at regulere optaget efter søgningen, med den logik, at man ved at udvide uddannelsesudbuddet også ville skabe et arbejdsudbud.

Også i 00’erne var der et politisk ønske om, at flere skulle have en universitetsuddannelse. Videregående uddannelse blev Fogh-regeringernes svar på, hvordan Danmark skulle klare kappestriden i den nye globale verden. Analysen var, at Danmark ikke kunne konkurrere med udlandets lave lønninger og billige produktion, og derfor i højere grad skulle være et vidensamfund. Den logik var også bærende i den brede politiske globaliseringsaftale i 2006, som investerede massivt i forskning og uddannelse.

Finanskrisen i 2008 og efterdønningerne af den har, ligesom i 1970’erne, haft indflydelse på nyuddannede akademikeres ledighed. Det har igen ført til spørgsmål om, hvorvidt samfundets investering stod mål med gevinsterne ved at uddanne så mange. I 2015 blev der atter indført adgangsbegrænsning til en række uddannelser. Siden er der skåret ned på bevillinger til både uddannelse og forskning, og midlerne, som blev afsat i globaliseringsforliget, løber snart ud.

I dag er ambitionerne for vidensnationen dæmpet. Men det er heldigvis stadig en selvfølge, at børn fra alle samfundslag kan uddanne sig i det omfang, de ønsker. Vi er ikke i tvivl om, at de investeringer i uddannelse og forskning, der blev foretaget af et bredt politisk flertal i 00’erne, på sigt vil vise sig at være Danmarks stærkeste kort i den globale konkurrence, der kun skærpes i fremtiden.

Universiteterne modtager 20 milliarder kroner om året i bevillinger. Derfor er det ret og rimeligt, at der er et politisk ønske om, at investeringen bærer mest muligt frugt. Universiteterne har af samme grund gennemgået mange reformer i de seneste 10 år. Der har været omfattende fusioner, bevillingsreform, indførelse af akkreditering, SU-reform, fremdriftsreform, dimensionering og lige om lidt en bevillingsreform igen.

Reformtempoet øges konstant, og synes kun at blive overgået af den høje hastighed i udskiftningerne på ministertaburetten. I løbet af de seneste 10 år har der været syv forskellige ministre på området. Der har været én minister, der har talt om, hvordan universiteterne skulle gå fra tanke til faktura, en anden har talt om, at vi ikke kan blive kloge nok og den senest ankomne kalder sig fremtidsministeren og vil have dannelse på universiteternes menukort.

De politiske ønsker er velment. Men der er knap tid til at implementere en større reform, før den næste presser sig på. Og det bliver snart umuligt at spore hvilket politisk indgreb, der har haft hvilken effekt. Desværre kan velmenende ønsker om konstant forbedring risikere at gøre mere skade end gavn. Hurtige og skiftende politiske vinde passer dårligt til universiteternes natur.

Universiteterne er supertankere, og skuden kan ikke bare sådan lige vendes efter den til enhver tid siddende ministers ønsker og ambitioner. En ny kurs kræver planlægning og tid for at blive eksekveret fornuftigt. Universiteterne har de lange lys på. Det tager fem år at uddanne en kandidat. Det tager endnu længere tid at opbygge et stærkt forskningsmiljø, og banebrydende forskning genereres over årtier.

Universiteterne oplever, som følge af et stadig større ønske om central politisk styring af universiteterne, et voksende bureaukrati, der i sidste ende æder af pengene til uddannelse og forskning. Det er desværre sjældent, at eksisterende regler eller styringsinstrumenter fjernes i takt med, at der kommer nye til. I længden bliver det finmaskede net af regler, kontrol og krav om dokumentation en spændetrøje, der koster dyrebare ressourcer, som burde bruges på kerneopgaver frem for kontrol og dokumentation.

Det betyder ikke, at universiteterne er præget af stilstand, for uddannelse og forskning justeres konstant i samarbejde med det omgivende samfund. Men for en supertanker er hårde opbremsninger og hyppige kursskift svære at navigere efter. De seneste år har der været en hård opbremsning i forhold til universiteternes økonomi: der er blevet skåret på midlerne til universiteterne. Besparelserne bekymrer, for universiteterne har brug for stabile rammer. For det har betydning for vores velfærd og velstand, at universiteterne kan tænke og planlægge langsigtet, så den nuværende forskning bliver til fremtidens resultater.

Vi ranker ryggen, når forskningschefen fra medicinalgiganten Novo Nordisk siger, at de som virksomhed aldrig har opfundet noget selv, men at deres produkter er baseret på grundforskning fra universiteterne. Selv i Finansministeriet klapper de i hænderne, når vi kan påvise, at virksomheder, der har akademikere ansat eller som samarbejder med universiteter, er mere produktive og opfindsomme end andre virksomheder. Derfor prøver vi også gang på gang at overbevise politikerne på Christiansborg om, at penge til forskning og uddannelse er en investering. Ikke en udgift.

Universiteterne skal uddanne til job. Den parole har de seneste syv forskningsministre ofte anvendt. Og det skal vi naturligvis. Men vi skal også uddanne til jobfunktioner, vi ikke kender i dag. Udviklingen går så hurtigt, at mange af de jobfunktioner vores børn kommer til at varetage, slet ikke er opfundet endnu. Eksisterende jobs forgår, og nye opstår. Vi kan ikke skabe en én til én relation mellem uddannelse og job. Derfor er det afgørende, at vi uddanner unge til at tænke selv og tænke nyt med både høj faglighed og tværfaglighed som ballast.

Der er myter om akademikere og arbejdsmarkedet, der desværre er ligeså sejlivede som skrønen om, at man kan se den kinesiske mur fra månen. En af de mest almindelige myter er, at de unge, der kommer ud fra universiteterne alle ender i offentlige job, har høj ledighed og verdensfjerne kompetencer. Faktum er, at de seneste 20 år er antallet af universitetskandidater fordoblet, samtidig med at ledigheden er halveret. Den private sektor har overhalet den offentlige sektor indenom, som aftager af universiteternes kandidater. Og endelig viser talrige analyser, at virksomheder, der ansætter akademikere, oplever positive økonomiske effekter. Så det er ikke helt på månen at uddanne akademikere. Det er en investering med værdifuldt udbytte.

Der er nok nogle, der vil blive lidt stødt af, at universiteterne selv skal fortælle, hvor vigtige vi er. Det moderne masseuniversitet har kritikere. Der er dem, der mener, at universitetet har solgt ud, for når der optages så mange studerende, fører det til et lavere fagligt niveau. Og så er der dem, der mener, at universiteterne og de højtuddannede meler deres egen kage og underkender betydningen af håndens arbejde og andre produktionserhverv.

Vi kender kritikken, men vi er ikke enige i den. Engang var det kun en lille del af en ungdomsårgang, der fik en lang videregående uddannelse. I dag er det omkring hver fjerde. Det er et løft, vi skal glæde os over.

Der er ikke nogen modsætning i, at både erhvervsskoler, universiteter og alle mulige andre typer af uddannelser kan trives. Uddannelse må ikke blive et nulsumsspil, så længe næsten en fjerdedel af en årgang ikke får nogen uddannelse overhovedet. Vores fokus som samfund må være at give de bedst mulige forudsætninger for at lykkes for det enkelte unge menneske, hvad enten han eller hun vil være svejser, sociolog, murer eller matematiker.

Universiteterne skal uddanne dygtige kandidater, som efterspørges af de danske virksomheder, og forskningen fra universiteterne skal ud at gøre gavn i samfundet. Men der er et andet vigtigt aspekt af universiteternes berettigelse. Universiteterne bidrager ikke kun til vores fælles husholdning. De bidrager også til vores holdning som mennesker. De bidrager til vores forståelse af vores egen identitet og til fortolkningen, organiseringen og løsningen på de problemer, vi møder i vores samfund.

Vi har brug for kritiske og selvstændige borgere, som ikke lader sig manipulere. Universiteterne genererer, analyserer og formidler ny viden. Den viden driver os fremad som samfund, men er også et bolværk mod falske nyheder og vildledning.

 Når vi i overskriften til kronikken låner slagordet fra den franske revolution, så er det ikke fordi, at de danske universiteter er på vej til at omstyrte samfundsordenen.

Vi taler om frihed, lighed og videnskab for at gøre opmærksom på, at universiteterne ikke kun handler om kompetencer og konkurrencekraft, men at de også er en hjørnesten i vores demokratiske samfund.

Vi taler om lighed, fordi universitetsuddannelse i Danmark de seneste 50 år er gået fra at være for de udvalgte til de mange. Vi taler om frihed, fordi en uddannelse giver den enkelte gode forudsætninger for at indgå i fælleskabet og for at bestemme over sit eget liv.

Universitetet har historisk altid haft en vigtig rolle i udviklingen af vores samfund. Men i dag er der måske mere end nogensinde brug for universiteternes forskning, formidling og uddannelse. Danmark kan ikke konkurrere på lave lønninger i den globale økonomi. Vi skal være dygtigere og finde bedre løsninger. Og så skal vi have modstandskraft til at stå imod de strømninger i tiden, der truer demokratiet.
Derfor er det skidt, at der i disse år er nedgang i finansieringen og opgang i reguleringen på universitetsområdet. Danske Universiteter så gerne, at det var omvendt. Tiden er inde til, at man igen prioriterer universiteterne. Tiden er inde til, at modige politikere viser tillid og vælger overordnede politiske rammer for universiteterne frem for myriader af regler og regulativer.

Der er god grund til at prioritere og investere i universiteterne. Både i deres rammer og i deres råderum. Vi ved godt, at der ikke er nogen frihed uden ansvar. Universiteterne vil gerne tillægges tilliden og tager naturligvis ansvaret. Det vil ikke kun være til gavn for universiteterne, det vil være til gavn for samfundet som helhed.

Udgivet på pol.dk den 14. november 2017