Studerende med funktionsnedsættelse

 In onepagers

Danske Universiteters fem forslag til bedre forvaltning af SPS

Universiteterne har et fælles mål om at fremme diversitet blandt forskere og studerende.

Det danske samfund er afhængig af, at unge uddanner sig og bidrager med deres kompetencer. Det er positivt, at der i højere grad end tidligere er studerende med funktionsnedsættelse på universiteterne.

Det er en naturlig del af universiteternes opgave at arbejde for, at studerende med funktionsnedsættelse har mulighed for at gennemføre en uddannelse på lige fod med andre, i overensstemmelse med FN’s Handicapkonvention og Ligebehandlingsloven. Denne opgave er omfattende og adresseres bl.a. i universiteternes arbejde for faglig tilgængelighed samt inkluderende studie- og læringsmiljøer.

Universiteterne har kompetence til at foretage den faglige vurdering af, hvilke tilpasninger der ligestiller den enkelte studerende i den konkrete undervisnings- og eksamenssituation. Sektoren er garant for den faglige kvalitet, herunder hvilke uddannelseselementer der er obligatoriske og derfor skal bestås for at opnå en specifik grad.

Behov for mindre SPS-bureaukrati

Danske Universiteter ser et stort behov for en forandring af det nuværende SPS-system. Vi har som ambition, at studerende med funktionsnedsættelse får specialpædagogisk støtte (SPS) af høj kvalitet til rette tid og uden unødigt ressourceforbrug.

Danske Universiteter har fem forslag til forbedringer af SPS-systemet:

  • Stop for at sende den personbårne SPS i udbud. I stedet for at bruge ressourcer på udbud og konkurrence, skal de bruges på at hjælpe de studerende med en stabil og kontinuerlig støtte. Universiteterne skal selv kunne levere den personbårne SPS eller vælge en ekstern leverandør.
  • SPS-bevillingskompetence til universiteterne. Det vil gøre ansøgningsprocessen mere effektiv, og ventetiden markant kortere for de studerende.
  • De studerende skal tildeles SPS-støtte for så lang en periode som muligt. Udgangspunktet bør være, at SPS tildeles til hele uddannelsen.
  • Løbende udvikling og tilpasning af SPS-formaterne. Der er brug for individuel SPS, men samtidig skal der være bedre mulighed for kollektive former for støtte.
  • Studerende uden ret til SU skal have adgang til SPS. Det gælder fx studerende på erhvervskandidatuddannelser.