Forskningens formål er ikke at please

Debatindlæg af Anders Bjarklev, formand for rektorkollegiet,

Bragt af Altinget 22. september 2021 

Relationen mellem forskning og politik er vokset i betydning og omfang de senere år som en naturlig konsekvens af et øget fokus på forskningens bidrag til samfundsudviklingen.

Forskning skal ikke bare gøre os klogere på os selv og verden, men også skabe løsninger på nogle af de store udfordringer, som vi står over for nu og fremover.

Det betyder også, at samfundet har store forventninger til, hvad forskningen kan gøre for os alle.

Sæt forskningen fri
Forskningen har hjulpet os i håndteringen af corona-epidemien, og vi sætter vores lid til, at den også kan hjælpe i den grønne omstilling.

De danske virksomheder trækker på forskningen i udviklingen af nye teknologier, der kan øge deres produktivitet og konkurrencedygtighed, og vi inviterer forskere til debat på konferencer og i medier, når vi skal få en bedre forståelse for vores samfund og vores omverden.

Forskningen er vigtig for så mange aspekter af det danske samfund, vores levevilkår og vores fremtid.

Men af og til giver forskningen ikke de svar, som vi ønskede, eller som passede ind i vores verdenssyn.

Forskning er ikke en bestillingsvare, som man kan hive ned fra hylderne alt efter hvilken funktion, form og farve, man ønsker sig. For forskningens formål er ikke at ’please’. Forskningen skal give os viden, også når den går os imod. Det er sådan, vi bliver klogere.

Vi bør aldrig hegne forskningen ind i håbet om, at den så kan levere løsninger, som passer ind i vores skabeloner.

Tværtimod skal vi sætte forskningen fri.

For det er den frie og uvildige forskning, der er garant for, at forskningen faktisk kan levere viden, der også på den lange bane kan berige vores samfund. Det er de nye idéer og erkendelser, der udfordrer vores vante verdenssyn, som bringer os væsentlige skridt fremad i samfundsudviklingen.

Frit valg begrænses
Mange forskere oplever, at det frie valg af forskningsemne bliver mere og mere begrænset. Danske forskningsmidler målrettes i stigende omfang bestemte temaer eller udfordringer.

Det indskrænker mulighederne for den frie forskning.

Der er brug for flere frie midler til at sikre forskernes mulighed for at forfølge de skæve forskningsidéer, som ikke passer ind i rammerne defineret af den eksterne finansiering, men som måske giver de indsigter og muligheder i fremtiden, som vi har behov for.

En del forskere oplever også udfordringer i samarbejdet med virksomheder og myndigheder, hvor der kan være modstridende forventninger, perspektiver eller interesser i samarbejdet. Her er det vigtigt med tydelige spilleregler og en klar rollefordeling i samarbejdet, så vi sikrer armslængde til samarbejdspartnerens interesser.

I Danske Universiteter har vi udarbejdet fælles principper og anbefalinger for forskningsbaseret samarbejde og rådgivning. For vi er med på behovet for, at universiteter, virksomheder og offentlige organisationer også fremadrettet kan samarbejde om at løse samfundets store udfordringer, uden der opstår tvivl om forskningens uvildighed.

Endeligt er der oplevelsen af stigende politisk kritik eller mistænkeliggørelse af forskning inden for bestemte områder. Vi har set det komme til udtryk som hadefulde udfald på sociale medier eller deciderede trusler rettet mod navngivne forskere.

Det er denne form for pres, som har været i fokus det seneste halve år. Den er nem at få øje på og nem at skabe en debat omkring, da den har klare konfliktlinjer og tråde til værdipolitiske diskussioner.

Og de langsigtede eftervirkninger kan være omfattende. Forskerne kan blive mere tilbageholdne med at forske eller udtale sig om bestemte emner, som er politisk omdiskuterede.

Ikke robotter
I debatten er nogle forskere og forskningsområder blevet beskyldt for at være aktivistiske i deres forskning. Altså beskyldt for at have et bestemt formål for øje.

Det er egentlig en mærkelig beskyldning, når man i andre sammenhænge har fokus på, hvordan universiteterne i højere grad kan bidrage til løsningen af de store samfundsudfordringer – altså netop at have et bestemt sigte med forskningen.

Men det er også utopisk at tro, at forskere bare kan afklæde sig personlige værdier og erfaringer, når de træder ind i laboratoriet eller auditoriet. Forskere er ikke robotter, som er løsrevet fra det samfund, de lever i.

Ligesom i andre professioner, kan forskeren brænde for bestemte områder og ønske at bidrage til udviklingen på området. Hvis de finder mening i sammenfaldet mellem deres forskning i eksempelvis vindkraft og deres personlige overbevisning om behovet for reduktion af CO2-udledninger, er der vel intet forgjort i det?

Men det er klart, at forskerne skal gennemføre deres forskning på en saglig og redelig måde. Det indebærer også, at man skal udfordre sit eget værdisæt og stille de kritiske spørgsmål til sig selv – og at éns kollegaer gør ligeså.

Når man tager forskerkasketten på og udtaler sig i den offentlige debat, skal man være tydelig om, hvad der er forskningsmæssigt belæg for – og hvad der er gisninger. For landets forskere skal kvalificere den offentlige debat, uanset om det er et politisk populært bidrag eller ej.

For landets politikere gælder der nok andre spilleregler, som jeg vil være varsom med at udstikke. Men først og fremmest bør man holde sig fra alt, der lugter af censur eller forbud, men gerne udvise en oprigtig nysgerrighed på forskningens baggrund og konklusioner.

Det er nemt at tage løsrevne passager ud af en artikel og bruge den til at løfte en konkret politisk agenda uden skelen til helheden. Men det er ikke rimeligt eller retvisende, og det er på ingen måder til gavn for forskningen.

Hvis man vil have videnskaben til at producere ny viden og frugtbare resultater, skal forskere kunne stille spørgsmål om verden uden at frygte at blive udskammet på vejen mod ny viden.