Danske Universiteter: Hold fokus på kvalitet i uddannelserne
Udvalget om Bedre Universitetsuddannelser præsenterer i dag 37 anbefalinger til regeringen. Særligt anbefalingen om et forlænget retskrav til kandidatuddannelserne glæder Danske Universiteter.
Udvalgets anbefalinger vedrører både uddannelseskvalitet, fleksibilitet i uddannelserne og anvendelse af teknologi i undervisningen. Danske Universiteter har siddet med i udvalget og ser frem til en fortsat tæt dialog med Uddannelses- og Forskningsministeriet om rapportens anbefalinger.
Formand for Rektorkollegiet, Anders Bjarklev, udtaler:
– Udvalget har været sammensat af en bred kreds af interessenter, og der har været et godt og konstruktivt samarbejde i udvalget. Danske Universiteter er særligt glade for anbefalingen om udvidelse af retskravet for de studerende. Det vil give vores studerende mulighed for at prøve arbejdsmarkedet af uden at miste deres retskrav til at fortsætte på en kandidatuddannelse.
I dag mister de studerende deres retskrav, hvis de efter endt bacheloruddannelse vælger at gå ud på arbejdsmarkedet. Udvalget anbefaler, at retskravet forlænges til 2-3 år.
Danske Universiteter vil herudover gerne fremhæve forslaget om at afskaffe den såkaldte hurtigstartsbonus, hvor studerende kan gange deres karaktergennemsnit med 1,08, hvis de påbegynder en uddannelse senest to år efter afsluttet studentereksamen. Bortfaldet af denne bonus vil gøre optagelseskravene mere saglige og gennemskuelige samt mindske karakterinflation.
En lang række af udvalgets anbefalinger kræver yderligere afklaring og præcise-ring, før de vil kunne indgå konkret i universiteternes og ministeriets arbejde med at udvikle vores uddannelser. Det arbejde ser Danske Universiteter frem til at deltage i.
Ikke enighed om alle anbefalinger
Enkelte af udvalgets anbefalinger har Danske Universiteter ikke kunnet bakke op om. Anbefalingen om at universiteterne skal tilrettelægge bredere indgange til bacheloruddannelserne har vi ikke kunnet støtte, da det må bero på det enkeltes universitets faglige og suveræne vurdering, om bredere bacheloruddannelser er hensigtsmæssige på det enkelte universitet. Anbefalingen om at ændre på studienævnets kompetencer er vi heller ikke enig i. Studienævnet spiller i dag en vigtig rolle i blandt andet udarbejdelse af studieordninger.
Endelig har vi også sagt nej til, at universiteterne skal kunne ansætte fuldtidsundervisere uden forskningsopgaver.
– Danske Universiteter har holdt fast i, at undervisningskvalitet på et universitet blandt andet betyder, at vores studerende mødes af undervisere, der selv har fingrene i den nyeste viden og derfor kan viderebringe den. Undervisning på et universitet skal være forskningsbaseret, understreger Anders Bjarklev.
Den økonomiske ramme
Det har været en præmis, at udvalgets anbefalinger skal holdes inden for de økonomiske vilkår, universiteterne har i dag. Danske Universiteter håber, at det videre arbejde med uddannelsernes kvalitet vil give anledning til drøftelse af, hvorvidt rapportens mange anbefalinger om eksempelvis øgede timetal, feedback og vejledning er forenelige med regeringens besparelser, der hvert år tager 2 procent af de selv samme uddannelsers bevillinger.
– Rapporten konstaterer, at Danmark har nogle stærke universiteter. Sådan skulle det gerne fortsætte med at være. Derfor håber vi også, at regeringen vil overveje, om det er hensigtsmæssigt at fortsætte besparelserne på uddannelse og forskning. Ikke mindst set i lyset af de høje forventninger og målsætninger, regeringen har til netop universiteterne.
Læs hele rapporten på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside
Kontakt til Danske Universiteter
Direktør Jesper Langergaard
Tlf. 93 50 72 91