Tilfredshed med aftale om ny model for universitetsledelse
Regeringen har indgået forlig med S og DF om lovforslaget; bedre rammer for ledelse.
Loven indeholder blandt andet nye procedurer for udpegning af eksterne medlemmer
til universitetsbestyrelserne og bestyrelsesformanden.
Forslaget har haft stor opmærksomhed på universiteterne, og Danske Universiteter
indsendte et fælles høringssvar. Alt er ikke kommet med, men der er tilfredshed
med, at flere af universiteternes ønsker er blevet imødekommet i regeringens endelige
model.
Lars Nørby Johansen bestyrelsesformand på Syddansk Universitet og formand for
Formandskollegiet under Danske Universiteter udtaler:
Jeg er glad for, at uddannelses- og forskningsministeren har lyttet til universiteterne.
Det er endt med en fornuftig model for universiteternes bestyrelsesarbejde. Med de
nye ledelsesmæssige rammer er der vist forståelse for det, som er et helt afgørende
fundament for universiteterne; nemlig deres uafhængighed.
Anders Overgaard Bjarklev rektor på Danmarks Tekniske Universitet og formand for
Rektorkollegiet i Danske Universiteter udtaler:
Jeg vil gerne rose ministeren og ministeriet for viljen til samarbejde. Jeg glæder mig
især over de nye strategiske rammekontrakter, og jeg ser frem til, hvordan vi i fortsat
dialog med ministeriet kan samarbejde om at mindske den centrale detailregulering.
I den nye model er universiteterne blandt andet blevet imødekommet i forhold til, at
formanden for universiteternes udpegningsorgan ikke udpeges af ministeren, men
vælges af udpegningsorganets midte. Derudover vil der i den nye model være plads
til både en medarbejder- og en studenterrepræsentant i indstillingsorganet. Det er
afgørende for bestyrelsens legitimitet, at der er kontinuitet, og at universiteternes
sammensætning afspejles.
Danske Universiteter er desuden positivt stemt over for de nye strategiske rammekontrakter,
der skal erstatte de nuværende udviklingskontrakter. De strategiske rammekontrakter
vil betyde mere frihed for den enkelte institution, og vil give plads til
længere strategisk planlægning, fordi kontrakternes løbetid bliver længere, og fordi
sondringen mellem pligtige og selvvalgte mål ophæves.
Kontakt til Danske Universiteter
Direktør
Jesper Langergaard
93507291
jl@dkuni.dk
www.dkuni.dk