Vi tager forskning og forskningsfrihed alvorligt
Bragt i Berlingske 19. marts 2021
Af Anders Bjarklev og Per Michael Johansen. Hhv. formand for rektorkollegiet, rektor på DTU, og næstformand for rektorkollegiet, rektor på Aalborg Universitet.
Antividenskab vinder ind på universiteter. Sådan lød overskriften og kritikken fra Henrik Dahl og Morten Messerschmidt i en kronik i Berlingske forleden. Og begge har i en anden avis anklaget forskningsområder for at være inficeret med venstreorienteret aktivisme og pseudovidenskab.
Det er nogle krasbørstige påstande, der helt savner basal bevisførelse, og som vi har meget svært ved at genkende på de danske universiteter. Kritik og evnen til at stille de rigtige spørgsmål ved rodfæstede antagelser og normer er kerneelementer i god forskning. Der skal kunne stilles spørgsmål til alt. Det er faktisk helt grundlæggende for tænkningen på universiteterne.
Den endelige sandhed ejer vi ikke på universiteterne, men vi arbejder hele tiden for at opnå nye og dybere erkendelser inden for de mange forskellige forskningsfelter, der er på universiteterne.
Det er i de konkrete forskningsmiljøer, hvor man arbejder med de nyeste forskningsspørgsmål, at man bedst er i stand til at vurdere, hvad der er relevante forskningsspørgsmål. Og det er sådan forskningen kommer til nye erkendelser i en konstant dialog om de bedste metoder og argumenter. Fagfællebedømmelse er den bedste måde at sikre kvaliteten af forskningen. Det vil sige, at det er andre forskere, der bedømmer om forskningen er saglig og redelig. Det gør sig gældende på alle forskningsområder, uanset om de er naturvidenskabelige, tekniskvidenskabelige, sundhedsvidenskabelige, samfundsvidenskabelige eller humanistiske.
Hvis der er mistanke om, at en forsker ikke har overholdt de videnskabelige spilleregler, dvs. er under mistanke for at have plagieret andres arbejde eller fabrikeret eller forfalsket data, så kan de indklages for videnskabelige uredelighed. Alle har mulighed for at indklage en forsker, hvis man har en begrundet mistanke om uredelig forskning. Hvis en forsker kendes skyldig i videnskabelig uredelighed får det alvorlige konsekvenser for forskeren.
Som universitetsledelse er vi stolte af systemet med fagfællebedømmelse, for vi har slet ikke de specifikke faglige forudsætninger, som findes i forskningsmiljøerne, til at vurdere forskningen. Det er vores ansvar at sikre rammerne for, at forskerne tør stille også de kritiske og upopulære forskningsspørgsmål. Hvis ledelsen eller politikerne skal vurdere, hvilke emner der må forskes i, vil vi med garanti gå glip af nye væsentlige erkendelser.
De to debattører problematiserer også aktivistisk forskning, uden dog at definere, hvad der menes med dette. Forskningen på de danske universiteter skal leve op til strenge kvalitetskrav, og det angår hele forskningsprocessen. Det skal fx være muligt at efterprøve og kontrollere forskningsresultaterne, og hvis der bliver snydt på vægtskålen, bliver der slået hårdt ned.
Noget helt andet er forskerens ret til at ytre sig i den offentlige debat på lige fod med alle andre i samfundet. Universitetsledelserne hverken kan eller må forbyde ansatte at have egne meninger eller at give udtryk for dem. Det gør sig også gældende, hvis forskerens egne personlige overbevisninger omhandler noget, som forskeren også beskæftiger sig med inden for sit forskningsfelt. Det kan være klimaforskeren, der engagerer sig politisk i debatten om den grønne omstilling. Eller det kan være kønsforskeren, der engagerer sig i ligestillingsdebatten.
Det er i orden at blande sig, også selvom man er forsker. Som universitetsledelser tilskynder vi vores forskere til at berige den offentlige debat med de indsigter, de har igennem forskningen. Et universitet er alt andet end at gå i takt. Vi skal ikke lave særlige regler for forskningsområder, som er politisk upopulære, eller som er optaget af emner, der nemt får sindene i kog.
Det, som er afgørende, er, at forskningen har høj kvalitet og er saglig og redelig. Vi kræver, at vores forskere til hver en tid kan lægge deres resultater og metoder åbent frem til granskning hos fagfæller. Og vi stiller også en række krav til vores forskere om, hvordan de skal kommunikere deres forskning. Det skal fx være tydeligt, om en forsker taler inden for forskerens eget ekspertiseområde, eller om det er en holdning, forskeren har, som ikke er relateret til vedkommendes forskningsområde. Og så skal kommunikation af forskning beskrive alle forhold, der kan skabe interessekonflikter omkring forskningen eller den enkelte forsker.
Kritik og udfordring af de videnskabelige resultater er et vilkår for alle forskere. Vi tager forskning og forskningsfrihed alvorligt, og vi gør os hver dag umage på universiteterne. Landets forskere skal blande sig og kvalificere den offentlige debat, uanset om det er et politisk populært bidrag eller ej. Det er en forudsætning for et åbent og oplyst samfund, at forskningen kan stille spørgsmål ved alt.
