Ny undersøgelse om uønsket seksuel adfærd mod studerende på danske universiteter

 In Pressemeddelelser

1.194 studerende på danske universiteter har oplevet uønsket seksuel adfærd, chikane eller krænkelser under deres studietid.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af analysebureauet Analyse & Tal for Danske Studerendes Fællesråd og Danske Universiteter. Undersøgelsen, der er foregået via et spørgeskema sendt til 150.000 indskrevne studerende i maj 2018, giver ny viden om karakteren og oplevelserne af uønsket seksuel adfærd på universiteterne.

“Vi er berørte af de historier, som undersøgelsen har afdækket, og vi tager resultaterne meget alvorligt. Studerende bør kunne forvente et studiemiljø, hvor de ikke oplever chikane eller overgreb”, siger forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd, Sana Mahin Doost.

Anders Bjarklev, formand for Danske Universiteters rektorkollegie og rektor på DTU, siger:

“Det skal være tydeligt, at uønsket seksuel adfærd er netop det på universiteterne. Uønsket. Det gælder studerende, og det gælder ansatte. Vi skal tale åbent om denne problematik og sammen med de studerende etablere en kultur, der klart siger fra over for denne adfærd. Der er ting, vi skal gøre bedre, det er vi i gang med, og det kan den her rapport hjælpe os videre med.”

Hent faktaark om undersøgelsen

Hent rapporten “Undersøgelse af uønsket seksuel adfærd rettet mod studerende på de danske universiteter”(PDF)

Tiltag er allerede i gang

På baggrund af undersøgelsen vil Danske Studerendes Fællesråd og Danske Universiteter samt hvert enkelt universitet adressere de centrale problemer, som undersøgelsen peger på. Særligt tre tiltag er i fokus.

Alle universiteter vil arbejde for at tydeliggøre, hvor man kan henvende sig, hvis man oplever uønsket seksuel adfærd, chikane eller krænkelser. Hjælpen skal kunne fås i trygge, fortrolige rammer, og der skal være tydeligere procedurer for håndtering af sagen.

Universiteterne arbejder også på, at spørgsmål om uønsket seksuel adfærd bliver indlejret i de undersøgelser af studiemiljøet, som universiteterne jævnligt gennemfører. Det skal sikre fortsat opdateret viden om og fokus på området både lokalt og centralt.

Danske Studerendes Fællesråd og Danske Universiteter vil fortsætte systematisk dialog på området med henblik på øget erfaringsudveksling om muligheder, tiltag og problemer med uønsket seksuel adfærd mod de studerende.

Rapportens hovedkonklusioner:

Undersøgelsen er foretaget som en online spørgeskema, sendt som en mail med link til 150.000 studerende indskrevet ved de otte danske universiteter pr. maj 2018. De studerende blev bedt om at besvare spørgeskemaet, hvis de havde oplevet uønsket seksuel adfærd, chikane eller krænkelser i deres studietid.

1.194 studerende svarede ja og udfyldte derefter spørgeskemaet med detaljer om deres oplevelse. Da flere af disse studerende fortalte om mere end en oplevelse med uønsket seksuel adfærd, indeholder undersøgelsen data om i alt 1.969 oplevelser.

Alle procenttal og andele opgjort i rapporten og i konklusionerne herunder refererer udelukkende til de studerende, der har valgt at besvare undersøgelsen og kan ikke skaleres op til den samlede studenterbefolkning

De beskrevne hændelser kan være foregået i den periode, de nuværende studerende har været indskrevet i – for de længst indskrevne antageligvis august 2012 til maj 2018, men kan dog også ligge tidsmæssigt længere tilbage, hvis den studerende har haft et længere studieforløb.

Rapporten opsummerer resultaterne således:

  • Flest kvinder har i undersøgelsen svaret, at de har oplevet seksuelt krænkende oplevelser. 82 procent af de 1.194 personer, som har svaret, at de har været udsat for uønsket seksuel adfærd, er kvinder. 16 procent af personerne er mænd. De resterende 2 procent har ikke ønsket at svare eller har svaret ”andet”, når de er blevet spurgt til deres køn.
  • Den mest almindelige uønskede seksuelle adfærd blandt besvarelserne er krænkende verbale kommentarer af seksuel karakter og uønsket fysisk berøring. 37 procent af den uønskede seksuelle adfærd er krænkende verbale kommentarer af seksuel karakter, og 36 procent er uønsket berøring. 2 procent af den uønskede seksuelle adfærd er deling af materiale med seksuelt indhold online, og 3 procent er, hvor nogen har tvunget vedkommende til sex.
  • Det er mest almindeligt at opleve uønsket seksuel adfærd på bachelordelens 1. år. For 41 procent af besvarelserne sker oplevelsen på bachelordelens 1. år. For 13 procent sker oplevelsen på kandidatdelen.
  • Det er mest almindeligt blandt besvarelserne at være blevet seksuelt krænket af en medstuderende. For 50 procent af besvarelserne er den seksuelle krænkende adfærd blevet udvist af medstuderende. For 11 procent af besvarelserne er det en rusvejleder og/eller tutor, der har krænket. For 10 procent af besvarelserne er det en underviser, der har krænket.
  • Det er mest almindeligt at være blevet udsat for uønsket seksuel adfærd i forbindelse med sociale arrangementer på universitetet. For 34 procent af besvarelserne har den uønskede seksuelle adfærd fundet sted i forbindelse med et socialt arrangement på universitetet. 19 procent af den uønskede seksuelle adfærd er sket i fritiden uden for universitetssammenhæng, 16 procent er sket i forbindelse med uddannelsens undervisning og/eller forberedelse, og endelig er 16 procent sket under introforløb og/eller rustur.
  • Mere end 4 ud af 5 af de 1.194 berørte personer fortæller nogen om den uønskede seksuelle adfærd. 14 procent af personerne, som har været udsat for en uønsket seksuel oplevelse, har ikke fortalt det til nogen. Det er mest almindeligt at fortælle det til medstuderende (63 procent), venner uden for studiet (52 procent), kæreste eller ægtefælle (34 procent) og familie (20 procent). Det er ikke almindeligt at fortælle det til uddannelsesinstitutionen. For eksempel fortæller få det til administrationen på studiet (2 procent), ledelsen på studiet/universitetet (2 procent) og studievejledere (2 procent).
  • Mindre end 1 ud af 5 af de 1.194 personer er klar over, hvor på universitetet man kan henvende sig, hvis man ønsker hjælp og støtte efter oplevelsen med uønsket seksuel adfærd. 18 procent svarer, at de er klar over, hvor på universitetet man kan henvende sig.
  • Mere end 1 ud af 8 af oplevelserne med uønsket seksuel adfærd involverer personer i et ansættelsesforhold med universitet. For 10 procent af besvarelserne har den krænkende været en underviser. For 3 procent af besvarelserne har den krænkende været en hjælpelærer eller instruktor. For andre 3 procent af besvarelserne har den krænkende været en faglig vejleder. Og for 1 procent af besvarelserne har den krænkende været en del af det administrative personale.
 Metode og fremgangsmåde

Undersøgelsens datamateriale er baseret på et spørgeskema på dansk og engelsk udsendt til alle indskrevne studerende på Copenhagen Business School, Danmarks Tekniske Universitet, IT-Universitetet i København, Københavns Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet i maj 2018.

Undersøgelsen er ikke designet som en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse. Dette skyldes, at undersøgelsens sigte er at få større viden om karakteren af den uønskede seksuelle adfærd på universiteterne. I spørgeskemaet bliver svarpersonerne spurgt til den uønskede seksuelle adfærd, herunder typen af uønsket seksuel adfærd, hvor og hvornår den fandt sted, og hvem der udviste den uønskede seksuelle adfærd. Derudover bliver svarpersonerne spurgt, om de fortalte andre om oplevelsen.

I forlængelse af at svare på spørgeskemaet giver undersøgelsen mulighed for, at svarpersonerne selv kan uddybe deres oplevelser, samt komme med anbefalinger til universiteterne i forhold til, hvordan universiteterne kan hjælpe. En række svarpersoner har valgt at benytte denne mulighed. De uddybende besvarelser bruges løbende igennem rapporten til at eksemplificere den uønskede adfærd, mens respondenternes anbefalinger til universiteternes videre arbejde opsummeres sidst i rapporten.

Læs mere

Hent faktaark om undersøgelsen (PDF)

Hent pressemeddelelse som PDF

Hent rapporten “Undersøgelse af uønsket seksuel adfærd rettet mod studerende på de danske universiteter”(PDF)

Kontakt

Anders Bjarklev, formand for Rektorkollegiet, Rektor DTU. Tlf. 2076 1512

Sana Mahin Doost, forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd. Tlf. 2819 4500

Jesper Langergaard, direktør for Danske Universiteter. Tlf. 9350 7291